Mandskab på lastskib er hoppet i havet

Besætningsmedlemmer venter nu på at blive bjærget fra bølgerne ud for den norske vestkyst.

Lastskibet kom i motorproblemer tidligere på aftenen. (Foto: Svein Ove Ekornesvåg © Scanpix)

Ni besætningsmedlemmer på lastskibet Hagland Captain, der har fået motorproblemer ved Hustadvika på den norske vestkyst, har brug for at blive reddet i land.

Flere af dem er hoppet i havet og venter på at blive bjærget med helikopter. Vejrsituationen med voldsom blæst og høje bølger gør, at det er mest trygt for besætningen at vente i vandet.

Klokken cirka 23.30 er alle ni personer blevet bjærget og er blevet bragt i land.

Det er Hovedredningscentralen, der har anbefalet besætningsmedlemmerne at hoppe i havet.

Det oplyser rederiet HRS til NRK og VG.

- Det er den anbefalede måde at gøre på i det her tilfælde, når forholdene er så barske. De fire første vil i hvert fald blive samlet op på den måde, derefter vil der nok blive lavet en vurdering af, hvordan de sidste fem skal reddes, siger Per Fjeld, talsperson for HRS, til NRK.

Tidligere på aftenen lød det ellers, at de ni personer på Hagland Captain havde kontrol over situationen og ikke havde behov for evakuering. Lastskibet ligger for anker, og der skulle ifølge NRK ikke umiddelbart være grund til at frygte, at Hagland Captain vil gå ned.

Stor evakueringsaktion ved krydstogtskib

Lastskibet fik motorproblemer tidligere i aftes i det område, hvor krydstogtskibet Viking Sky sendte en nødmelding tidligere i dag.

Siden da har der været en stor evakueringsaktion i gang, og skibets 1.300 passagerer er fortsat i gang med at blive evakueret med helikoptere.

Efter seks timer er bare 139 personer blevet evakueret fra skibet.

Redningsarbejdet er besværliggjort af vejrforholdene, der gør, at redningsbåde var nødt til at vende om på grund af høje bølger. I stedet er passagerne én efter én blevet hejst op i helikoptere, der har fragtet dem på land.

10 af de evakuerede er blevet sendt videre på sygehuset. Tre af dem har fået alvorlige skader. En af dem er en 70-årig mand, der er blevet kørt til operation, samt en 90-årig kvinde. Begge har fået alvorlige brudskader.

Og det er altså de samme vejrforhold, som besætningen fra lastskibet befinder sig i. Og Einar Knudsen, der er talsperson for Hovedredningscentralen, kalder da heller ikke aktionen for en søndagstur.

- Vi sendte først en redningshelikopter og så endnu en ud til de ni ombord. Vi overvejer, og de skal evakueres, sagde han tidligere på aftenen til NRK.

Facebook
Twitter