Mange civile dræbt i luftangreb mod marked i Syrien

Syrisk opposition beskylder russiske krigsfly for at have bombet et grøntmarked.

Medlemmer af den syriske redningstjeneste De Hvide Hjelme bærer en såret dreng ud af ruinerne efter et luftangreb. (Foto: OMAR HAJ KADOUR © Ritzau Scanpix)

Mange civile menes at være blevet dræbt i en række luftangreb i det nordvestlige Syrien i dag.

Nyhedsbureauet Reuters rapporterer, at dødstallet er 32, mens franske AFP skriver, at det er flere end 40.

De fleste af ofrene blev dræbt på en travl markedsplads i byen Maaret al-Numan i Idlib-provinsen.

Det var russiske fly, der stod bag luftangrebet, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) til nyhedsbureauet AFP.

En fotograf fra AFP fortæller, at mænd gennemvædet af blod blev båret væk fra stedet af redningsarbejdere og indbyggere, der bragte madrasser i stedet for bårer.

Over 100 andre er såret i luftangrebet mod markedspladsen.

Seks andre blev dræbt i angreb, der ramte den nærliggende by Sarqib. Det var regeringsstyrker, der stod bag dette angreb, siger SOHR, der overvåger situationen i Syrien via et netværk af kilder og aktivister i landet.

  • Civile hjælper en mand, der blev fundet i ruinerne efter dagens luftangreb på en by i Idlib-provinsen. Flere end 40 frygtes at være omkommet. (Foto: ABDULAZIZ KETAZ © Scanpix)
  • Et medlem af det syriske civilforsvar kendt som De Hvide Hjelme ligger på en af de maskiner, der bliver brugt til at grave sårede og døde ud af ruinerne. (Foto: ABDULAZIZ KETAZ © Scanpix)
  • En af de gader i Idlib-provinsen, som blev bombet i dag. Rusland beskyldes for at stå bag, men afviser at have udført bombetogter i området. (Foto: MUHAMMAD HAJ KADOUR © Scanpix)
  • De Hvide Hjelme bruger store gravemaskiner til at fjerne murbrokker i forsøget på at finde overlevende i ruinerne. (Foto: OMAR HAJ KADOUR © Scanpix)
1 / 4

"Modbydelige massakrer"

Syriske oppositionsaktivister i Maaret al-Numan siger ligeledes, at det var russiske krigsfly, der stod bag det blodige angreb mod markedspladsen.

- Det er en af de mest modbydelige massakrer udført af russiske krigsfly, siger en af aktivisterne, Hadi Abdallah, i et videoopkald fra stedet, skriver nyhedsbureauet AP.

Men det russiske forsvarsministerium afviser, at de russiske fly "foretog missioner i det område af Syrien".

Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra den syriske regering.

De syriske regeringsstyrker har, med opbakning fra russiske kampfly, bombet Idlib-regionen siden april. Det er militante islamister, der har kontrollen her.

Idlib-regionen skulle ellers være beskyttet af en international våbenhvileaftale. Men siden april er mindst 650 civile blevet dræbt i angreb, der også har tvunget over 20 sundhedsklinikker og hospitaler til at lukke.

/ritzau/DR Nyheder

Facebook
Twitter