Mange er dræbt under uroligheder i Syrien

Nye voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i flere syriske byer.

Begravelsestog i Seraa, hvor der i flere dage har været uroligheder. (Billedet er tager fra en video). (Foto: Str © Scanpix)

Det blev endnu en blodig dag i Syrien, der er det seneste land i den arabiske verden, hvor folk er gået på gaden for at protestere mod regimet. Mange er dræbt under urolighederne.

En syrisk embedsmand siger til nyhedsbureauet AFP, at mindst 10 er døde i den lille by Sanamein i det sydlige Syrien.

I byen Deraa ikke langt derfra, hvor de største demonstrationer har fundet sted den seneste uge, siger aktivister, at mellem otte og 20 personer er dræbt i løbet af dagen.

Løfte om forbedringer

Der var også demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads regime i hovedstaden Damaskus, og her siger lokale beboere til nyhedsbureauet Reuters, at tre er dræbt.

Assads regering har lovet en række forbedringer for at imødekomme demonstranterne, blandt andet en ophævelse af den undtagelsestilstand, der har været i kraft i mere end 40 år.

Men den voldsomme fremfærd mod demonstranterne tyder på, at regimet frygter at lide samme skæbne, som overgik ledelserne i Tunesien og Egypten - at måtte flygte eller træde tilbage.

Det syriske informationsministerium giver "udenlandske kræfter" skylden for urolighederne.

Slagord mod præsidentens bror

I Deraa råbte demonstranterne slagord, hvor de fordømte Syriens præsidents bror, Maher al-Assad, der er leder af Syriens Republikanske Garde.

- Maher din kujon. Send dine soldater hen for at befri Golanhøjderne, råbte demonstranterne, da de bevægede sig frem mod den centrale plads efter begravelsen af fem demonstranter, der blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne tidligere på ugen.

Maher al-Assad er den mest magtfulde mand i Syrien næst efter Syriens præsident Assad.

Der blev fredag også demonstreret i byerne Banias, Latakia, Hama, Dahel og Homs.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk