Mange er stadig fanget under sammenstyrtede huse efter jordskælv i Indonesien

Mindst 252 personer er dræbt efter mandagens skælv - mange af dem skolebørn.

Byen Cianjur på Java er ramt af omfattende ødelæggelser. (Foto: © Aditya Aji, Ritzau Scanpix)

Artiklen er opdateret med nyt dødstal.

Et sammenfald af uheldige omstændigheder har skabt en katastrofe på øen Java i Indonesien.

Mandag blev et område syd for hovedstaden Jakarta ramt af et jordskælv med en styrke på 5,6. Det ligger i den milde ende af skalaen. Men rystelserne skete i et tætbefolket område, hvor der ofte sker jordskred, og hvor der er mange huse af dårlig kvalitet, skriver BBC.

Dertil kommer, at jordskælvet skete først på eftermiddagen. Mange af de mindst 252 dræbte er derfor børn, som døde i sammenstyrtede skolebygninger.

Se foto af ødelæggelserne i billedserien.

  • Lokale bærer en såret i på en båre i Cianjur tirsdag. (Foto: © Aditya Aji, Ritzau Scanpix)
  • Mange huse i det bjergrige område er ikke bygget til at kunne modstå jordskælv. (Foto: © Adi Weda, Ritzau Scanpix)
  • Mange indbyggere har tilbragt natten under åben himmel af frygt for nye jordskælv. (Foto: © Adi Weda, Ritzau Scanpix)
  • En kat bliver reddet ud af et ødelagt hus i Cianjur. (Foto: © ADEK BERRY, Ritzau Scanpix)
  • En redningsarbejder tager en lur i en ambulance. (Foto: © ADEK BERRY, Ritzau Scanpix)
1 / 5

Dødstal 'vil stige'

Tirsdag kæmpede redningsfolk for at finde overlevende under murbrokker i og omkring byen Cianjur, som ligger i nærheden af jordskælvets epicenter.

Cianjur er fuldstændigt overvældet af de mange kvæstede, skriver Reuters. Mange ofre modtog i løbet af natten behandling på en parkeringsplads ved et hospital i byen.

Myndighederne arbejder "efter den antagelse, at antallet af sårede og dræbte vil stige med tiden", oplyser guvernøren for provisen Vestjava, Ridwan Kamil.

Han siger, at over 13.000 personer er fragtet til evakueringscentre, fordi deres hjem var ramt af omfattende ødelæggelser

Redningsindsatsen bliver forstyrret af strømsvigt i området, samt over 100 efterskælv.

Kvæstede blev behandlet i lyset fra lommelygter på gaden i Jianjur i nat. (Foto: © TIMUR MATAHARI, Ritzau Scanpix)

Præsident lover hjælp

Nyhedsbureauet AP skriver, at gravemaskiner og andet tungt udstyr er sendt til katastrofeområdet fra nabobyer. Lastbiler med nødhjælp begyndte tirsdag at ankomme til Cianjur fra Jakarta.

Indonesiens præsident, Joko Widodo, besøgte samtidig Cianjur, hvor han lovede kompensation til ofrene for jordskælvet.

Det ramte område er kendt for sin religiøse fromhed, oplyser AP. Mange af ofrene var skolebørn, som modtog ekstraundervisning i islamiske skoler.

En sammenstyrtet skolebygning i Cianjur. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

Indonesien bliver jævnligt ramt af jordskælv, vulkanudbrud og tsunamier. I 2004 omkom 230.000 mennesker i en række lande efter et kraftigt jordskælv i Det Indiske Ocean, som udløste en tsunami. De fleste blev dræbt i Indonesien.