Manhattan mørkelagt i flere timer: New York ramt af stor strømafbrydelse

Flere end 45.000 var ramt af strømafbrydelse i New York, hvor mange tog holdt stille i undergrundsbanen.

  • Et strømsvigt i New York mørkelagde natten til søndag dansk tid dele af Manhattans ikoniske skyline. (Foto: Johannes Eisele © Scanpix)
  • Som det ses på billedet her, var det ikke hele Manhattan, der var uden strøm. (Foto: Scott Heins © Scanpix)
  • New Yorks gader var noget mørkere end normalt. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)
  • Strømsvigtet gik blandt andet udover togdriften. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)
  • Området omkring Times Square så noget anderledes ud i nat. (Foto: JEENAH MOON © Scanpix)
  • Strømafbrydelsen fik også konsekvenser for koncert- og teatergæster. Her er det publikum i Carnegie Hall, der er blevet evakueret under en koncert. (Foto: UGC © Scanpix)
  • Folk jublede i gaderne da strømmen vendte tilbage. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)
  • Især kvinden her var tilfreds med at få strømmen tilbage til Manhattan. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)
1 / 8

Den ikoniske skyline på Manhattan blev delvist henlagt i mørke, da et omfattende strømsvigt natten til søndag dansk tid ramte flere end 45.000 husstande og butikker i New York.

Elevatorer sad fast, butikker lå henlagt i mørke og flere metrostationer blev sat ud af drift.

Tidligt søndag morgen dansk tid er strømmen vendt tilbage i hele byen, meddeler energiselskabet Con Edison, der leverer strøm til New York. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Strømmen gik tidligt på aftenen, og udfaldet ramte blandt andet området Upper West Side og Rockefeller Center, som er et stort kompleks af kontor- og forretningsbygninger i New York.

Strømafbrydelsen skyldtes en brand i en transformator. Branden startede ifølge brandvæsenet i New York på West 64th Street og West End Avenue.

Folk sad fast i elevatorer

Energiselskabet skrev tidligere natten til søndag på Twitter, at man arbejdede på at fikse "en omfattende strømafbrydelse på den vestlige side af Manhattan".

Størstedelen af teatrene på Broadway lukkede som følge af hændelsen, oplyser politiet i New York.

Brandvæsenet i byen oplyser, at det under strømafbrydelsen modtog flere anmeldelser fra folk, der sad fast i elevatorer og havde brug for hjælp.

Guvernøren i New York, Andrew Cuomo, skriver i en meddelelse, at ingen er kommet til skade i forbindelse med strømafbrydelsen.

- Mens der heldigvis ikke er nogen, der er kommet til skade som følge af denne hændelse, så er det helt uacceptabelt, at det overhovedet kunne ske, skriver han ifølge mediet NBC.

- Jeg beder myndighederne om at efterforske og identificere den præcise årsag til strømafbrydelsen for at undgå, at afbrydelser i denne størrelsesorden nogensinde kan ske igen.

Lørdagens strømafbrydelse kom netop på årsdagen for en omfattende strømafbrydelse i 1977, hvor størstedelen af New York var uden strøm.

/ritzau/

Facebook
Twitter