Mao 2.0: Xi Jinping vil være præsident på livstid

Under den årlige folkekongres vil Xi Jinping sikre sin fremtid som præsident.

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, ankommer til åbningen af folkekongressen i Folkets Store Hal i Beijing. 5/3 2018. (Foto: REUTERS/Damir Sagolj) (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

Omkring 3.000 særligt indbudte er i dag mødt til den årlige Folkekongres, der afholdes i Folkets Store Hal i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Øverst på såvel dagsorden som partiprogram står et navn mejslet:

Xi Jinping, Kinas præsident og generalsekretær for det kommunistiske parti.

- Den helt store dagsorden blev afsløret allerede i sidste uge, hvor kommunistpartiet annoncerede, at man vil fjerne paragraffen, der begrænser, hvor længe præsidenten kan blive siddende, siger DR Nyheders Asienkorrespondent, Phillip Khokhar

- På den måde afskaffer man dybest set de regler og normer, der har været i kommunistpartiet siden begyndelsen af 80’erne.

På dagsordenen er også militæret, her vil Kina forhøje militærbudgettet med otte procent.

Den nye Mao

Med de ny regler kan Xi Jinping blive siddende i præsidentembedet efter 2022, hvor hans periode ellers udløber, og formentlig på livstid. Op til partikongressen i efteråret blev det gjort muligt for Xi Jinping at blive siddende som generalsekretær for partiet.

Og det overrasker professor ved CBS med speciale i Kina, Kjeld Erik Brødsgaard, at Xi Jinping også vil sikre sig præsidentembedet.

- Det virker umiddelbart unødvendigt. Præsidentposten er der, som sådan, ikke så meget magt i. Og der har han jo allerede sikret, at han kan blive siddende i front af partiet. Det her åbner op for, at han selv kan bestemme, hvornår han går af, så han kan vise sin magt udadtil, siger Kjeld Erik Brødsgaard.

Han vurderer, at Xi Jinping nu bliver fuldgyldig diktator, og at han dermed går den gamle formand og stifter af kommunistpartiet, Mao Zedong, i bedene. Det bryder med tankegangen i kommunistpartiet, hvor man, især anført af den tidligere præsident Deng Xiaoping, har forsøgt at styre partiet kollektivt.

- Man havde forsøgt at lægge forfatningsmæssige begrænsninger ind, så man ikke fik en ny diktator som Mao, og det er lige det, man får nu, siger Kjeld Erik Brødsgaard.

Økonomi til tælling

En anden ting, der allerede er blevet talt om ved kongressen, er den kinesiske økonomi. Ved en tale i dag havde premierminister Li Keqiang fundet de positive briller frem, og vurderede, at væksten det næste år bliver 6,5 procent.

- Det lyder umiddelbart højt, og udadtil har økonomien det også godt. Men det er ikke sikkert, at det ser ud på samme måde om tre, fire år. Der er mange store statslige virksomheder i Kina, der har for mange medarbejdere, men det er ikke populært at snakke effektiviseringer og lukninger, for det vil sende mange systemtro mennesker i arbejdsløshed, siger Phillip Khokhar.

Senest er en stor forsikringsgigant, Anbang, kommet under statslig kontrol. Og selvom kinesisk økonomi har brølet fremad de seneste årtier, er der en masse tegn på, at meget af den vækst har været for lånte penge. Det vurderer Phillip Khokhar:

- Der er meget, der tyder på, at de kinesiske ledere er langt mere bekymrede for økonomien, end de giver udtryk for. Men det er svært at sige, for der er mange af de statslige virksomheder, der er lukkede omkring deres økonomi og bundlinjer.

Folkekongressen i partiet løber den kommende uge.

Facebook
Twitter