Marihuana-tunnel fundet i USA

20 ton marihuana er blevet fundet i i en tunnel under den mexicansk-amerikanske grænse.

20 ton marihuana er blevet fundet i i en tunnel under den mexicansk-amerikanske grænse.

Den 550 meter lange tunnel, der blev afsløret forleden, forbandt nogle forladte bygninger i henholdsvis Tijuana i Mexico og San Diego i Californien.

Lys og ventilation

Et ægtepar blev arresteret, da de forlod lageret, hvor tunnelen endte i San Diego. De havde små fem ton af stoffet i deres varevogn.

Tunnelen var indrettet med skinner til lasttransport, elektrisk lys og ventilation, siger myndighederne.

Irritationsmoment

Myndighederne i Mexico mener, at tunnelen højst har været i brug i et halvt år. Amerikanske efterforskere siger mindre end en måned.

Men uanset hvem der har ret, er tunnelen et irritationsmoment for de amerikanske myndigheder. Den illustrerer, at narkokartellerne helt tiden er på forkant, og at mængderne, der smugles over - eller under - grænsen, er enorme.

Det er kun to uger siden, at man i Tijuana beslaglagde 134 tons marihuana - den største enkeltfangst nogensinde.

18 fundet i massegrav

Mens de amerikanske medier er meget optaget af tunnelen, bruger aviserne i Mexico mere plads på fundet af endnu en massegrav - denne gang med 18 myrdede.

Der er formodentligt tale om ofre for narkokartellernes indbyrdes strid om territorier. Graven er fundet i delstaten Guerrero, hvor man flere gange i år har fundet store massegrave.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er antallet af dødsofre for narkokonflikten i Mexico 30.000 siden 2006.