"Marshall-hjælp" skal afværge befolkningseksplosion i Afrika

FN forventer at befolkningstallet i Afrika vil være fordoblet i 2050.

Der vil kun blive flere migranter med kurs mod Europa, hvis ikke der bliver ydet større økonomisk hjælp til flere af de afrikanske lande. (Foto: ISMAIL ZITOUNY © Scanpix)

Senegal, Nigeria, Elfenbenskysten og Gambia.

Når afrikanske migranter går i land i Italien kommer de fra flere af de vestafrikanske lande, og den eksplosive befolkningstilvækst i Afrika de kommende år vil kun øge antallet, der søger nordpå.

Selvom man i flere af landene, heriblandt Senegal arbejder mod at begrænse tilvæksten ved at oplyse om familieplanlægning og prævention, ændrer det ikke på, at befolkningen støt vil vokse i de lande, hvor mange drømmer om at komme til Europa.

Ifølge FN vil der i 2050 faktisk være dobbelt så mange, som de 1,2 milliarder, der er i dag.

Selvom ideen om at begrænse befolkningstilvæksten gennem undervisning og udbredelse af prævention er god, er det langt fra nok, mener antropolog og forsker i migration, Lise Schou Nørgaard, der opfordrer til en slags afrikansk "Marshall-hjælp".

- Det er helt afgørende, at der kommer en langt større og mere massiv støtte til udvikling til de afrikanske lande, der ikke er gearet til så voldsom en befolkningstilvækst, siger hun og fortsætter:

- Der er allerede massiv fattigdom og ungdomsarbejdsløshed. Befolkningstilvæksten bliver et problem, hvis ikke det følges af økonomisk udvikling, og det gør det den ikke i Afrika.

Hun påpeger, at det især også handler om kvinders rettigheder og ret til at selv at vælge om og hvor mange børn, de vil have.

- Forskning peger desuden på, at uddannelse også er afgørende. Bliver kvinderne gravide er der større sandsynlighed for, at afbryder uddannelsen og dermed mindre sandsynlighed for, at de får job og en tilværelse, der får dem til at blive i Afrika.

Familieplanlægning er ikke nok

Med 0,75 procent er Danmark et af de få lande i verden, der lever op til FN's anbefaling om at yde mindst 0,7 procent af sin bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand.

Tal fra Udenrigsministeriet viser, at i 2016 gik cirka en fjerdedel af de samlede 11,1 milliarder til det afrikanske kontinent.

Og det er vejen frem, hvis der skal dæmmes op for de massive migrationsstrømme de kommende år, siger Lise Schou Nørgaard.

Den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har ellers lagt væk på, at oplysning om familieplanlægning kan være med til at reducere befolkningstilvæksen og i sidste ende begrænse migrationspresset.

Udmærkede initiativer, men ikke helt godt nok, lyder det fra migrationsforskeren.

- Problemet er jo, at det ikke er godt nok. Vi ser migrationstrømmene fortsætte og bliver større. Seksualundervisning er en god idé, men det er ikke nok i sig selv. Det store problem og grunden til, at folk migrerer er fattigdom.