Mary mødes med madame Macron

Mødet med den danske kronprinsesse viser, at Brigitte Macron vil spille en rolle som Frankrigs førstedame, siger Stéphanie Surrugue.

Kronprinsesse Mary er i Paris for at deltage i OECD-konferencen om globaliseringsproblemer, men hun får også tid til at hilse på Frankrigs nye præsidentfrue, Brigitte Macron. (Foto: YOAN VALAT og NICOLAS MAETERLINCK © (c) DR/Scanpix)

Frankrigs førstedame, Brigitte Macron, får i dag sin debut som vært for et officielt besøg, når kronprinsesse Mary besøger hende i Paris.

Og det bliver dermed den danske kronprinsesse, som bliver den allerførste officielle person, der får lejlighed til at se fru Macron i rollen som førstedame.

De to skal i eftermiddag drikke te sammen i Élyséepalæet, der er den officielle bolig for Frankrigs præsident.

Mødet finder sted, mens kronprinsesse Mary er i den franske hovedstad for at deltage i den internationale konference om globaliseringens udfordringer, OECD-Forum.

Men offentligheden får ikke lov til at overvære mødet, fortæller DR's korrespondent i Frankrig, Stéphanie Surrugue.

- Vi ved, at de to skal tale i fred i modsætning til OECD-Forum, som pressen dækker. Og kronprinsessen besøger også senere Danmarkshuset i Paris, hvor hun skal tale med nogle franske designere, siger hun.

Anderledes førstedame

Brigitte Macron har kun været førstedame siden 8. maj, hvor hendes mand, Emmanuel Macron, vandt valget og erstattede François Hollande på posten som Frankrigs leder.

Men hun lægger allerede op til at være en anden type førstedame end sine forgængere de senere år, fortæller Stéphanie Surrugue.

Hollande var ugift og havde to forskellige kærester under sin præsidenttid, mens forgængeren Nicolas Sarkozy blev skilt og sidenhen gift med sangerinde og model Carla Bruni. Og sidstnævnte valgte at fortsætte sin musikkarriere sideløbende med tiden som førstedame.

- Brigitte Macron er en ret anderledes førstedame. Hun er det i mere klassisk forstand, hvor hun både står bag sin mand og rådgiver ham. Hun retter både hans taler og slips, siger Stéphanie Surrugue.

- Men i Frankrig er jobbet som førstedame ikke formelt som i USA. Det er ikke en funktion, der er beskrevet i den franske forfatning eller nogle andre steder. At hun takker ja til at mødes med eksempelvis den danske kronprinsesse viser, at hun gerne vil fylde mere indhold i jobbet end sine forgængere, siger korrespondenten.

I Frankrig findes der ingen formel førstedamerolle, som den vi kender fra USA. Derfor kan Brigitte Macron selv definere sin rolle. Hun er kendt som sin mands fortrolige rådgiver, hvor hun også coacher ham. (Foto: Etienne Laurent © Scanpix)

Løkke kommer i morgen

Faktisk kommer der dansk besøg i præsidentpalæet allerede igen i morgen, når den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, mødes med præsident Emmanuel Macron.

Og det, at dørene bliver åbnet to dage i træk, viser ifølge Stéphanie Surrugue, at det både er et nyt præsidentpar med frisk mod på opgaven og et ungt embedsværk, som lige nu er åbne og nysgerrige efter at se, hvordan maskineriet fungerer.

- Der har det danske embedsværk også været heldige, fordi kalenderen ikke er så fyldt endnu. Om et år er det ikke sikkert, der med så kort varsel havde været tid til to danske besøg i træk, siger Stéphanie Surrugue.

Facebook
Twitter