Maskinfabrik i Thisted ansætter flere på grund af sydtysk eksport

Ny analyse peger på et stort potentiale i Sydtyskland. Akea Automation er allerede godt i gang.

AKEA's maskine skal sendes til Sydtyskland til en underleverandør, der skal lave trækaksler til Audi og Porsche. (Foto: PRIVATFOTO © AKEA Automation)

Akea Automation bygger maskiner til andre virksomheder i metalindustrien. Det gør de så godt, at de står over for at skulle udvide fra 22 ansatte til 32 og udbygge fabrikken med over 50 procent.

Virksomheden sender blandt andet sine maskiner til fra Thisted til sydtyske underleverandører, der producerer for områdets mange bilfabrikker.

- Det går rigtig godt for tiden. Vi har tre større kontrakter i gang hos en byggevirksomhed og hos underleverandører til automobilindustrien, siger Jan Kloster Pedersen.

Analyse: Gå efter Sydtyskland

Faktisk kan ordrerne fra Sydtyskland tage æren for 20-30 procent af den udvidelse, som virksomheden skal til at gennemføre.

Ifølge en ny analyse fra Dansk Metal burde flere virksomheder gøre som Akea Automation og ikke bare se mod Nordtyskland, hvor danske virksomheder sælger meget, men også se længere sydpå.

- Den danske industri står med et særdeles stort uudnyttet eksportpotentiale i Sydtyskland. Det betyder, at vi faktisk kan gå ud og høste 30.000 industri-job ved at eksportere mere til ikke mindst Sydtyskland, siger Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i Dansk Metal.

I Slesvig-Holsten har den danske eksport rigtig godt fat, og hvis de mange danske industri-job skal blive en realitet, så kræver det, at de øvrige tyske delstater importerer det, der svarer til en tredjedel af hvad Slesvig-Holsten gør.

Det vil give en eksportgevinst på 65 milliarder kroner til Danmark, lyder det i Dansk Metals analyse.

Får ros for fleksibilitet

Akea har skaffet sine ordrer igennem netværk, hvor deres ekspertiser er kendt. Og når direktøren spørger de tyske virksomheder, hvorfor de vælger Akea, så peger de på fleksibiliteten, fortæller Jan Kloster Pedersen.

- Det, som de lægger meget vægt på, er vores evne til at tilpasse vores løsninger til netop deres behov. Der synes de, at vi er meget nemmere at arbejde sammen med end vores tyske kolleger, siger direktøren.

Potentialet for eksport til Sydtyskland er meget stort, mener han.

- Er man i Nordtyskland, så kør lidt længere sydpå, så er der vildt meget at lave indenfor metalarbejde, siger Jan Kloster Pedersen.

Facebook
Twitter