Massakre i Inn Din: Afsløringen, der sendte journalister bag tremmer i Myanmar

Reportere bag banebrydende undersøgelse af drab på rohingyaer blev løsladt i dag.

Efter over 500 dages fængsel er to journalister fra Myanmar, Wa Lone og Kyaw Soe Oo, nu tilbage hos deres familier.

Reporterne fra nyhedsbureauet Reuters blev løsladt som led i en nytårsamnesti, der omfatter 6.520 fanger i Myanmars fængsler.

Løsladelsen af Wa Lone og Kyaw Soe Oo vækker dog størst opmærksomhed, fordi de blev anholdt, mens de var ved at færdiggøre en journalistisk undersøgelse af Myanmars sikkerhedsstyrkers massakre mod ti mænd fra landets muslimske mindretal, rohingyaerne, i 2017.

Journalisternes efterfølgende domme på 14 års fængsel for brud på en lov om statslige hemmeligheder er blevet opfattet som et alvorligt angreb mod pressefriheden og har sat spørgsmåltegn ved demokratiet i Myanmar.

Wa Lone og Kyaw Soe Oo modtog i sidste måned sammen med deres kollegaer hos Reuters den prestigefyldte Pulitzer Pris for deres undersøgelse.

Kyaw Soe Oo (yderst til højre) og Wa Lone (i midten) sammen med deres koner og børn efter løsladelsen. (Foto: ANN WANG © Scanpix)

Etnisk udrensning

I august 2017 angreb militante rohingyaer over 30 politiposter i Myanmar.

Angrebene fik sikkerhedsstyrkerne i landet til at indlede en kampagne mod rohingyaerne generelt i delstaten Rakhine, hvor mindretallet bor.

FN har betegnet indsatsen mod rohingyaerne som et skoleeksempel på etnisk udrensning. Men rapporterne om overgrebene har været hæmmet af, at stort set ingen journalister eller organisationer har haft adgang til Rakhine-staten under udrensningen.

Omverdenens viden om situationen i Rakhine har derfor i høj grad bygget på beviser som luft- og satellitfoto af ødelagte landsbyer og ikke mindst øjenvidneberetninger fra de omkring 700.000 rohingyaer, som er flygtet fra delstaten til nabolandet Bangladesh.

Det var det, som Wa Lone og Kyaw Soe Oo skulle til at lave om på, da de blev anholdt.

Et luftfoto fra november 2017 af en nedbrændt rohingya-landsby i den nordlige del af Rakhine-staten. (Foto: STAFF © Scanpix)

Overfaldsmænd står frem

Reuters' undersøgelse af massakren mod ti mænd fra landsbyen Inn Din var banebrydende, fordi det for første gang under kampagnen mod rohingyaer i Rakhine lykkedes journalisterne at få buddhistiske landsbyboere til at indrømme, at de havde deltaget i overgreb mod deres muslimske naboer.

Og ikke nok med det: Nyhedsbureauet fik også medlemmer af Myanmars sikkerstyrker til at bekræfte operationen, der skulle rense Inn Din for rohingyaer.

De ti mænd blev fotograferet af en lokal mand, kort før de blev myrdet. (Foto: handout © Scanpix)

Undersøgelsen fokuserer på en massakre mod ti personer - otte mænd og to teenagere.

I grufulde detaljer beskriver journalisterne, hvor de ti mænd blev plukket ud af en større gruppe rohingyaer, som var flygtet fra deres hjem, som deres buddhistiske naboer og sikkerhedsstyrkerne systematisk havde brændt ned.

Mændene blev senere dræbt en efter en med sværd og geværkugler og smidt i en ikke særlig dyb grav.

Lokket i fælde

Journalisterne havde skaffet billeder af de ti mænd, som en nabo tog lige inden massakren, og Reuters tog selv ud til Inn Din og fandt den grav, hvor øjenvidner havde fortalt, at ligene lå.

Reuters fandt knogler og reb i en grav nær det sted, hvor de ti mænd blev dræbt. (Foto: STAFF © Scanpix)

Man behøvede ikke engang at grave for at finde menneskeknogler.

Før afsløringen blev offentliggjort aftalte Wa Lone og Kyaw Soe Oo et møde med to politifolk, der havde lovet at give dem dokumenter om operationen i Rakhine.

Kort tid efter blev journalisterne anholdt og sigtet efter en gammel lov, der forbyder at videregive informationer, som kan bruges mod staten eller regeringen. Et vidne fra politiet fortalte under den efterfølgende retssag, at reporterne var blevet lokket i en fælde.

Sagen mod Wa Lone og Kyaw Soe Oo har vakt international fordømmelse og forstærket den skuffelse, der omgiver Myanmars reelle leder, Aung San Suu Kyi.

Den tidligere modtager af Nobels fredspris har mistet stort set al sin stråleglans, efter hun er gået fra at være politisk fange til magthaver - ikke mindst på grund af kampagnen mod rohingyaerne.

Facebook
Twitter