Massegrav med over 6.000 lig er gravet op i Burundi

Regeringen har iværksat landsomfattende afdækninger af massegrave i Burundi efter borgerkrigen i landet.

Regeringen gik i januar i gang med at afdække massegrave i hele landet. (Foto: Evrard Ngendakumana © Scanpix)

I Burundi har en kommission, som efterforsker borgerkrigen i landet, fundet over 6.000 lig i seks massegrave i provinsen Karusi.

Det er den største massegrav, som er fundet, siden regeringen i januar gik i gang med at afdække massegrave over hele landet.

- De jordiske rester af 6.032 ofre samt tusindvis af patroner er blevet gravet op, siger formanden for Burundis Sandheds- og Forsoningskommission, Pierre Claver Ndayicariye.

Tøj, briller og rosenkranse er blevet brugt til at identificere en del af ofrene.

Det lille østafrikanske lands voldelige fortid er karakteriseret af besættelse i kolonitiden, borgerkrig og årtier med massakrer. Befolkningen udgøres af et hutu-flertal og tutsi-mindretal.

Kostede 300.000 livet

Etniske stridigheder lå bag borgerkrigen, der begyndte i 1993 og blev afsluttet omkring 10 år senere. Den kostede 300.000 mennesker livet.

Den regeringsnedsatte kommission blev oprettet i 2014 for at undersøge overgreb og massakrer fra 1885, da fremmede kom til Burundi, og frem til 2008. Det var det år, en delvis fredsaftale efter borgerkrigen blev fuldt implementeret.

I 2015 blussede urolighederne igen op i det lille centralafrikanske land. Det skete, da præsident Pierre Nkurunziza ifølge oppositionen gik imod forfatningen ved at beslutte at stille op til en tredje embedsperiode.

FN har advaret om, at volden kan blusse op igen forud for valget i maj.

/ritzau/Reuters