Omkring en halv million franskmænd har i dag deltaget i demonstrationer for at få Macron og den franske regering til at droppe stigningen i pensionsalderen.
Det har medført lukkede skoler, blokerede gymnasier og stillestående tog, skriver nyhedsbureauet AFP.
Den franske fagbevægelse, som har mobiliseret sig i fælles front, har afholdt op mod 300 demonstrationer på tværs af Frankrig for at vise deres modstand mod den franske præsident, Emmanuel Macrons, reformprogram.
Flere steder har der været sammenstød mellem politi og demonstranter, hvor der er blevet kastet ting efter kampklædt politi, der har svaret igen med tåregas.
'Nemt for Macron at foreslå - han sidder ned!'
Programmet vil hæve franskmændenes pensionsalder fra 62 til 64 år. Og i protest har tusindvis af mennesker demonstreret i en række af landets største byer, deriblandt Marseille og Nice sydpå, samt Nantes og Rennes vestpå.
Som følge af de mange demonstrationer er der indsat omkring 11.000 betjente, der skal holde øje med, at alt forløber roligt, skriver BBC.
- Vi nægter at køre bus, frem til vi er 64, siger buschauffør Isabelle Texier til nyhedsburerauet Reuters.
- Det er nemt for præsidenten at foreslå den slags. Han sidder i en stol og kan arbejde til han er 70. Men vi kan heller ikke bede taglæggere om at arbejde, til de er 64.
Ikke til forhandling
Den franske premierminister, Elizabeth Borne, slår fast, at reformprogrammet ”ikke længere er til forhandling”.
- Pensionsalderen på 64 år er det kompromis, vi har fremlagt efter at have lyttet på og sparret med arbejdsgiverforeningerne, fagforeningerne og de andre partier i parlamentet. Det er nødvendigt for at sikre balancen i vores pensionssystem, siger premierministeren ifølge France Info.
Ifølge Philippe Martinez, som er leder af fagforeningen Confédération Générale du Travail (CGT), har pensionsalderen dog ”aldrig været til forhandling”.
Den franske regering ønsker at hæve pensionsalderen med to år, fordi en større og større del af befolkningen rammer pensionsalderen sammenlignet med den andel, som er i arbejde. Derfor mener regeringen, at det er strengt nødvendigt.
Frankrig bruger cirka 14 procent af sit bruttonationalprodukt på pension – svarende til omtrent 3.000 milliarder kroner. Til sammenligning bruger Danmark cirka fem procent – svarende til knap 150 milliarder kroner.
En halv million mennesker har gennem dagen demonstreret i Paris.
Macrons pensionsreform er så upopulær, at næsten tre ud af fire franskmænd er imod pensionsreformen, mens kun én ud af fire bakker op ifølge en meningsmåling foretaget af Elabe-instituttet for BFMTV. Der er dog politisk flertal i det franske parlament for at gennemføre reformen, fordi republikanerne – udover Macrons parti – støtter op.
Selve lovbehandlingen af reformen blev i går skudt i gang i Nationalforsamlingen.
Det er ikke første gang, at Macrons pensionsreform møder massiv modstand. For små to uger siden gik over en millioner franskmænd – ifølge det franske indenrigsministerium – på gaden i protest mod planerne om at hæve pensionsalderen.