Matilde Kimer: Det er super positivt, at Ukraine og Rusland snart mødes igen

Der er ikke tale om et reelt gennembrud i krigen i det østlige Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, (venstre) og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, (højre) til topmøde i Paris med præsident Emmanuel Macron og Tysklands kansler, Angela Merkel. (Foto: ALEXEI NIKOLSKY/SPUTNIK/KREMLIN © Scanpix)

Ukraines og Ruslands ledere blev sent i aftes enige om at implementere en "fuld og omfattende" våbenhvile i det østlige Ukraine inden årets udgang.

Men der er ikke tale om et reelt gennembrud.

Det vurderer Ukraine- og Ruslandkorrespondent i DR, Matilde Kimer.

- Man er blevet enige om at hakke den 400 kilometer lange frontlinje op i mindre bidder, så det på den måde virker mere overskueligt. Der er allerede sket en tilbagetrækning fra tre byer, og nu vil der så ske en tilbagetrækning fra tre byer mere, siger hun.

Ifølge Matilde Kimer har de lokale tilbagetrækninger indtil videre betydet færre dræbte.

Aftalen kom i stand efter Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mødtes ansigt til ansigt for at diskutere krigen til det første topmøde i mere end tre år.

Krigen i Europa, der kæmpes mellem Ukraines hær og russisk-støttede oprørere, har varet fem et halvt år og kostet knap 14.000 livet.

'Super positivt tegn'

Det største, der er sket på topmødet, er ifølge DR's korrespondent, at man er blevet enige om at holde kontakten og mødes igen om fire måneder.

- Der er et super positivt tegn. Men der er først tale om et egentligt gennembrud, når det allersværeste bliver løst, siger Matilde Kimer.

Og ifølge hende, er det sværeste at nå frem til en politisk løsning for Donbass – den del af Østukraine, som støttet af Rusland løsrev sig fra resten af Ukraine i 2014.

På topmødet blev Ruslands og Ukraines præsidenter også enige om at løslade og udveksle samtlige "konflikt-relaterede fanger" inden årets udgang.

Dette løfte var allerede blevet luftet inden topmødet og følger efter en anden stor fangeudveksling, der fandt sted i efteråret.

Du kan læse mere om baggrunden for topmødet i Paris her.