Matilde Kimer om russisk kovending: Det var en fejlkalkulering at suspendere kornaftale

Få dage efter Rusland suspenderede den internationale aftale, er de med igen.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har lavet en kovending og er med i kornaftalen igen. (Foto: © MIKHAIL METZEL / KREMLIN POOL /, Ritzau Scanpix)

Rettelse: Tidligere fremgik det af faktaboksen, at 16 fragtskibe med korn var stævnet ud fra Ukraine. Det tal var forkert og er nu rettet til flere hundrede.

Først den ene vej - og så den anden vej.

Den manøvre, som Rusland har foretaget sig i dag, bliver kaldt en kovending: For få dage siden satte russerne en midlertid stopper for den internationale aftale, der sikrer at ukrainsk korn kan skibes ud af landets havne ved Sortehavet.

I dag har russerne så meddelt, at de tilslutter sig aftalen igen, hvilket må siges at være 'en kravlen-ned-fra-træet'-manøvre fra russisk side, siger DR's Rusland- og Ukrainekorrespondent, Matilde Kimer.

- Rusland havde i princippet ikke andre valgmuligheder end at vende tilbage til aftalen eller fysisk at forhindre skibene i at komme igennem, og det ville ikke være blevet taget godt imod, heller ikke i de lande, der skulle modtage kornet, siger hun.

FN og ledere rundt om i verden havde advaret om, at Ruslands suspendering af kornaftalen truede med at forværre den globale fødevarekrise.

Matilde Kimer: En fejlkalkulering fra russisk side

Rusland beskyldte i lørdags Ukraine for at udnytte sikkerhedskorridoren, der er etableret til korneksporten i Sortehavet, ved at foretage et droneangreb på den russiske flåde ved Krim, hvilket Ukraine har nægtet.

Som konsekvens valgte russerne altså at suspendere kornaftalen, men FN, Tyrkiet og Ukraine fortsatte alligevel med at skibe korn gennem Sortehavet.

- Russerne har vurderet at ved at vende tilbage til aftalen, ville de i det mindste ikke fremstå lige så svage, som hvis de blev ved med at forsøge at sætte foden ned og samtidig se kornskibene blive ved med at sejle forbi, vurderer Matilde Kimer.

I videoen herunder kan du se mere om krigens konsekvenser for fødevarekrisen.

Der var på den baggrund tale om en fejlkalkulering fra russisk side, vurderer Matilde Kimer.

- Det er formentlig ikke gået, som russerne havde håbet. De forventede nok at kunne presse forhandlingerne et andet sted hen, siger Rusland- og Ukrainekorrespondenten.

Nyheden fik kornpriser til at falde

Ruslands præsident, Vladimir Putin sagde i dag på russisk tv, at Rusland havde tilsluttet sig kornaftalen igen på betingelse af garantier fra Ukraine om ikke at foretage angreb fra den del af Sortehavet, som aftalen omfatter.

- Hvis man skulle undgå at tabe ansigt, var man nødt til at gå tilbage og sige, at de sikkerhedsgarantier, som Ukraine har stillet, er tilfredsstillende nok, vurderer Matilde Kimer.

Sammen med Rusland står Ukraine for 30 procent af verdens hvedeeksport, og Ukraine er gået under navnet 'Europas kornkammer'.

Nyheden om, at Rusland igen indgår i kornaftalen har fået priserne på hvede, majs, sojabønner og raps til at falde igen.