Max én ud af fire overlever: Derfor er turen som blind flypassager så farlig

En mand blev i går fundet død i London efter at have gemt sig i landingsstellet på et fly fra Afrika.

En mand er omkommet, efter han forsøgte komme fra Nairobi i Kenya til London ved at kravle op og gemme sig i landingstellet på et Kenya Airways-fly. (Foto: THOMAS MUKOYA © Scanpix)

Et makabert syn mødte i går en mand i det sydlige London, da han kiggede ud ad vinduet.

I naboens have lød et højt bump, og plænen og væggene var dækket af blod. Godt en meter fra den nu chokerede nabo lå en død mand.

Han havde kort forinden ligget skjult i landingsstellet på et Kenya Airways-fly, der kom hele vejen fra den afrikanske hovedstad Nairobi - en ni-timers flyvetur.

Inden flyet landede i London, faldt han til jorden. I landingsstellets hulrum fandt man en taske med mad og vand.

Minus 63 grader og mangel på ilt

Han er ikke den første, der lider den skæbne.

Turen som blind passager på en flyvemaskine er en farlig rejseform, som de færreste kommer helskindet igennem.

Langdistance-passagerfly som i gårsdagens episode flyver oftest i en højde på omkring 11 kilometer, hvor temperaturerne kan nå ned på dødelige minus 63 grader celsius, og hvor lufttrykket er faretruende lavt.

Dertil kommer risikoen for at blive mast, når landingsstellet kører op i det hulrum, hvor blinde passagerer gemmer sig, ligesom man kan falde ud, når det kører ned.

De kolde temperaturer kan også føre til stærke forfrysninger, der betyder, at den blinde passager skal have amputeret lemmer.

96 mennesker har mellem 1947 og 2012 forsøgt at gemme sig ombord på et fly, viste oversigter i 2015 ifølge BBC. Kun i 23 af tilfældene overlevede de.

De fleste blinde passagerer er folk fra fattige lande, der desperat forsøger at komme til Europa eller Nordamerika. Enten for at undgå retsforfølgelse i deres hjemland eller for at opnå velstand, skriver BBC.

Den amerikanske flymyndighed US Federal Aviation Authority (FAA) vurderer, at max én ud af fire blinde flypassagerer vil overleve rejsen.

I nogle ikke-vestlige lande er kontrollen ved lufthavne ikke ligeså stor som herhjemme, hvorfor det er muligt at snige sig ind på landingsbanen og videre op i flyet.

De har overlevet turen som blind passager på et fly

  • 1969 - Armando Socarras Ramirez, 22, tog turen fra Havana, Cuba til Madrid og slap med forfrysninger

  • 1996 - Pardeep Saini, 23, overlevede en 10-timers flyvetur fra Delhi i Indien til London. Hans bror Vijay døde, da han faldt ud af flyet, kort før det landede

  • 2000 - Fidel Maruhi overlevede en 6400 kilometer rejse fra Tahiti til Los Angeles

  • 2002 - Victor Alvarez Molina, 22, klarede fire timers flyvetur fra Cuba til Montreal i Canada

  • 2014 - Yahya Abdi, 15, klarede næsten seks timer som blind passager fra San Jose, Californien til Maui på Hawaii

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter