May varsler - igen-igen - afstemning om brexit-aftale

Trods fortsat uenighed med Labour-leder Jeremy Corbyn varsler Theresa May ny afstemning inden sommerferien.

Den britiske premierminister, Theresa May, er klar til at fremsætte den omstridte skilsmisseaftale til afstemning for fjerde gang i begyndelsen af juni. (Foto: handout © Scanpix)

Der er allerede blevet sagt "nej tak" tre gange, men nu ser det ud til, at det britiske parlament igen skal stemme den omstridte brexit-aftale.

Og det allerede i begyndelsen af næste måned.

For trods manglende afgørende fremskridt i forhandlingerne med Labour-leder Jeremy Corbyn er det planen, at premierminister Theresa May vil fremsætte brexit-aftalen til afstemning, inden underhuset går på sommerferie - og det kan blive så tidligt som den første uge af juni, siger en talsmand for regeringen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det er tvingende nødvendigt, at vi får gjort det på det tidspunkt, hvis Storbritannien skal forlade EU før sommerpausen. Derfor vil vi fremsætte skilsmisseaftalen i den uge, der begynder fra den 3. juni, siger talsmanden.

Udmeldingen kommer efter, hvad der fra regeringens side er blevet betegnet som frugtbare og konstruktive diskussioner med Labour-leder Jeremy Corbyn. Samtidig slår regeringen dog fast, at afstemningen vil finde sted, uanset om der er opbakning fra Labour eller ej.

Labour-leder Jeremy Corbyn såede i går tvivl om, hvorvidt premierministeren er i stand til at indgå et tilfredsstillende kompromis. (Foto: ROGER HARRIS © Scanpix)

Tvivl om fremskridt

Udsigten til en snarlig afstemning sætter en deadline for forsøget på at nå til enighed på tværs af partierne. En løsningsmodel, der kom som konsekvens af, at den aftale, Theresa Mays fik forhandlet på plads med EU, nu tre gange er blevet afvist af parlamentet.

Men efter over en måneds forhandlinger er der ikke mange tegn på fremskridt.

- Det er tydeligt, at diskussionen ikke fører noget med sig, siger tidligere forsvarsminister Michael Fallon til BBC.

- Hvis aftalen skal inkludere et permanent medlemsskab af en toldunion, vil vi ærligt talt være bedre stillet, hvis vi bliver i EU og får indflydelse på de handelsaftaler, der bliver forhandlet, siger han og henviser til Labours krav om en toldunion.

Modstanden mod forhandlingerne med oppositionspartiet er stor. Tirsdag advarede 13 af Mays tidligere ministerkolleger i et brev til premierministeren mod at give efter for Corbyns krav.

- I så fald vil du tabe den loyale midte i Det Konservative Parti, splitte partiet i to og stadig ikke være i stand til at vise, at der er kommet noget positivt ud af det, lyder det ifølge The Times i brevet, der blandt andet er underskrevet af tidligere udenrigsminister Boris Johnson og den tidligere forsvarsminister Gavin Williamson.

Som følge af brexitafstemningen i sommeren 2016 skulle briterne efter planen have forladt EU den 29. marts, men datoen er nu udskudt til den 31. oktober.

Facebook
Twitter