Mays kompromis til Corbyn: Stem for midlertidig toldunion

Den britiske premierminister vil have oppositionen til at stemme for en ny udgave af skilsmisseaftalen med EU.

(Foto: REUTERS/Toby Melville © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Efter flere ugers dødvande i forhandlingerne om en brexitaftale forsøger premierminister Theresa May at række en hånd ud til lederen af Labour-partiet, Jeremy Corbyn.

- Lad os lytte til vælgerne og sætte vores forskelligheder til side i et øjeblik. Lad os lave en aftale, skriver hun i et indlæg i den britiske avis The Mail on Sunday.

Ifølge avisen The Sunday Times oplysninger er den britiske regering parat til at indgå kompromisser med Labour på områder, der i de hidtidige forhandlinger har været centrale for oppositionspartiet.

Konkret barsler premierministeren med en plan om en midlertidig toldunion med EU, der skal vare indtil det næste britiske parlamentsvalg, der skal afholdes i 2022. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I ugevis har den konservative regering forsøgt at få støtte fra Labour til den skilsmisseaftale, som May har forhandlet på plads med Bruxelles.

Forskellige varianter af aftalen er dog gentagne gange blevet nedstemt i det britiske Underhus.

Det er især fordi stimer af premierministerens partifæller er modstandere af de kompromisser, som May har indgået med EU-Kommissionen på blandt andet told- og grænseområdet.

- Beklageligvis er jeg nødt til at acceptere, at der i øjeblikket ikke er tegn på, at den situation er forandret, skriver May i sit indlæg.

Theresa May og Jeremy Corbyn har igennem længere tid forhandlet om brexit. Det er dog en uvant situation, at de to store partier forhandler om et eventuelt samarbejde.

I sit indlæg anerkender premierministeren, at forhandlingerne med oppositionen har vakt vrede blandt flere brexit-tilhængere i hendes eget parti.

Men, som hun skriver, er tiden ikke til splittelse:

- Vi, vil blive ved med at forhandle og finde en vej. Jo længere det tager, jo større er risikoen for, at vi slet ikke udtræder (af EU, red.). Vi bliver nødt til at forlade EU og få en aftale på plads.

Ved de britiske lokalvalg 2. maj fik både de konservative og Labour en regulær øretæve af vælgerne. Begge partier mistede syv procentpoint og mange sæder.

Ifølge May var det en reaktion på den politiske stilstand og de to store partiers uvillighed til at finde fælles fodslag. Derfor er det på tide, at man finder en løsning.

Storbritannien skulle ifølge planen have forladt EU 29. marts, men deadline er flere gange blevet udskudt og er nu 31. oktober.

/ritzau/

Facebook
Twitter