Mays nyeste brexit-vending: Fem svar fra Ole Ryborg, der gør dig klogere

May vil udskyde brexit og inviterer Labours leder til forhandling. Hvad får hun ud af det?

Theresa May meddeler, at hun er klar til at bede om yderligere udsættelse af brexit. (Foto: JACK TAYLOR © Scanpix)

Den britiske premierminister har meddelt sin regering, at hun er villig til at bede EU om en yderligere udsættelse af brexit-datoen. Det er for at undgå, at Storbritannien forlader unionen den 12. april uden en aftale.

Samtidig inviterer hun oppositionsleder Jeremy Corbyn til forhandlinger om en aftale, som de sammen kan få flertal for i parlamentet.

Premierministeren slog samtidig fast, at den aftale, hun indgår med Labours Jeremy Corbyn, bliver på baggrund af den aftale, hun allerede har forhandlet med EU.

Den 10. april mødes de 27 øvrige EU-medlemslandes ledere til topmøde for at diskutere mulighederne for en udsættelse af brexit-datoen. Skal Storbritannien have forlænget deadline for brexit, skal det godkendes af samtlige lande.

Men hvad er Theresa Mays chancer nu for en udsættelse af brexit? DR's EU-korrespondent Ole Ryborg svarer her på, hvordan EU vil tage imod de nye meldinger fra Theresa May.

Hvad siger EU til, at Theresa May vil udskyde brexit yderligere?

Som udgangspunkt er de fleste lande faktisk klar til at udskyde brexit til efter den 12. april. Men det kræver, at Theresa May er nået frem til en løsning med Jeremy Corbyn, inden hun skal til topmøde i EU på onsdag om en uge. Og det skal være en løsning som indebærer, at det britiske parlament godkender den skilsmisseaftale som Theresa May har indgået med EU.

Hvis de kommer med en løsning, så er man i EU parat til at udskyde brexit. Men møder hun ikke op med en løsning, så kan hun ikke automatisk få udskudt brexit til den 22. maj.

Hvad er forventningerne i EU-landene til, at der kommer en aftale mellem Theresa May og Jeremy Corbyn?

Forventningen er meget lav. Både i EU-landene og her i Bruxelles. Theresa May har jo haft to et halvt år til at lave en aftale med Jeremy Corbyns parti Labour, og det har hun ikke gjort.

Og Labour har ikke vist sig at være synderlig forhandlingsvillig. De seneste uger har vist, at det er meget svært at samle flertal om noget som helst i det britiske parlament.

Hvad kommer der til at ske på EU-topmødet på onsdag?

Theresa May og alle EU's stats- og regeringschefer mødes. Topmødet begynder med, at Theresa May skal forklare de øvrige EU-lande, hvad hendes plan er for Brexit.

Når hun har forklaret sin plan, så vil lederne fra de 27 EU-lande stille spørgsmål til hende og forsøge at vurdere om den plan, hun kommer med, er en plan, som faktisk også vil kunne samle flertal i det britiske parlament.

EU-lederne skal have en fornemmelse af, om hun har styr på det, og at hun ikke beder om noget, de har sagt nej til flere gange før. EU har jo også deres interesser, som de forsøger at varetage.

EU skal godkende det, hvis bexit skal udsættes. (Foto: JACK TAYLOR © Scanpix)

Hvis EU-lederne ikke tror på Theresa Mays plan og ikke kan se nogen mening i at udskyde brexit yderligere, så vil de være meget opmærksomme på, hvordan sådan en beslutning træffes.

Ingen ønsker at være den politiske leder som var ansvarlig for, at brexit sluttede med et brag og uden en aftale, som sikrer, at skilsmissen foregår på en ordentlig måde. Det handler om, hvad der kommer til at stå i historiebøgerne.

Hvad sker der, hvis Theresa May og Jeremy Corbyn ikke kan enes inden EU-topmødet på onsdag i næste uge?

EU-lederne insisterer på, at hvis deadline skal rykkes til efter den 12. april, så skal det britiske underhus forberede sig på valg til EU-parlamentet.

Det er et ufravigeligt krav fra EU. Så kan det godt være, at briterne selv har en ambition om at være ude af EU inden den 22. maj, inden valget begynder. Sker det, så slipper de selvfølgelig for at holde valget.

Men de får ikke lov til at forlænge udover den 12. april, hvis de ikke lover at begynde at forberede det. Den 12. april er ikke en tilfældig dato, som EU-lederne har valgt. Det kommer af, at det britiske parlament siger, at den 12. april er sidste dato for, at de kan nå at forberede lovgivningen inden valget.

Jeremy Corbyn kan muligvis acceptere en slags brexit, hvor Storbritannien stadig er med i EU's toldunion. Kan det være en løsning?

Det vil sådan set løse mange problemer i forhold til, hvordan man skal håndtere grænsen mellem Nordirland og Irland. Der er bare ikke rigtig nogle i EU, som tror på, at de britiske konservative vil gå med til det.

En toldunion er ikke bare noget, man tager ned fra øverste hylde i frihandels-supermarkedet og siger, at sådan én skal vi have.

En toldunion betyder også, at man skal have ens toldsatser mellem Storbritannien og resten af EU. I så fald skal man blive enige om det skal være på alle varer eller om for eksempel landbrugsvarer skal være med?

I en toldunion skal man også have regler om statsstøtte: Hvis EU laver en toldunion med Storbritannien, som også gælder landbrugsvarer, og briterne holder op med at betale støtte til sine landmænd, mens EU betaler til sine, så vil landmændene i EU lynhurtigt kunne udkonkurrere de britiske landmænd.

Man kan ikke lave toldunion uden også at lave regler om statsstøtte.

Jeremy Corbyn og Theresa May skal nu prøve at nå en aftale. (Foto: Neil hall © Scanpix)

Det største problem med en toldunion er, at landene i en toldunion har fælles toldsatser i forhold til resten af verden.

Det betyder, at når EU laver handelsaftaler med andre lande, så vil Storbritannien være tvunget til at følge dem. Og Storbritannien vil ikke kunne lave egne handelsaftaler for varer. Og lige præcis Storbritanniens mulighed for selv at lave handelsaftaler er et af de vigtigste argumenter hos de brexit-venlige konservative. Så britisk deltagelse i en toldunion vil være meget svær at sluge for de britiske konservative.

Facebook
Twitter