Medier: Pakistan anholder leder af magtfuldt islamist-parti

Der er indledt en større kampagne mod TLP, der lammede landet for nylig.

Tilhængere af pariet Tehrik-i-Labaik gik på gaden for tre uger siden. (Foto: MOHSIN RAZA © Scanpix)

De pakistanske myndigheder har tilsyneladende indledt en større kampagne mod lederne af det magtfulde, islamistiske parti Tehreek-i-Labbaik Pakistan (TLP).

Avisen Dawn citerer en række lokale tv-stationer for, at TLP's øverste leder, Khadim Hussain Rizvi, er blevet anholdt sammen en række regionale partiledere.

TLP's tilhængere lammede for nogle uger siden flere byer i Pakistan i protest mod højesterets beslutning om at løslade den kristne kvinde Asia Bibi, som var dødsdømt for blasfemi mod islam.

Blasfemi er mærkesag

Forsvar af Pakistans stramme blasfemilovgivning er TLP's største mærkesag, og det har sikret partiet opbakning fra flere millioner vælgere.

Under den tre dage lange protest agiterede demonstranterne blandt andet for, at højesteretspræsidenten skulle dræbes og opfordrede til et oprør mod Pakistans hærchef.

Slagordene fik den pakistanske premierminister, Imran Khan, til at advare TLP om hårde konsekvenser.

To dage senere landede det islamistiske parti dog en aftale om at afbryde protesterne mod et løfte om, at Asia Bibi ikke ville få lov til at forlade landet.

Det er ikke første gang, at TLP-tilhængere er gået på gaden. I 2017 lammede de et område i hovedstaden Islamabad i ugevis i en protest, der udviklede sig voldeligt.

Facebook
Twitter