Megan gemte sig på kontor under masseskyderi: 'Det føltes som en evighed'

En 40-årig mand er mistænkt for at stå bag skyderiet i Virginia Beach i USA. Mindst 12 personer er blevet dræbt.

- Det føltes som en evighed.

Den 30-årige Megan Banton var klar over, at noget var helt galt, da hun hørte lyden af skud, og hendes chef gennede hende og omkring 20 andre ind i et kontor, som de barrikaderede.

Men tiden fra hun ringede til alarmcentralen, til at nogen rent faktisk var i den anden ende af røret, føltes som en evighed.

Det fortæller hun til den lokale avis The Virginia-Pilot fra den amerikanske delstat Virginia, hvor mindst 12 personer er blevet dræbt efter et skyderi i en lokal regeringsbygning i byen Virginia Beach.

- Jeg har en 11 måneder gammel baby, og det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme sikkert hjem til ham, siger hun til den lokale tv-station WTKR.

Banton befandt sig på anden sal af den tre-etagers høje murstensbygning, da den mistænkte, en 40-årig mand, i går eftermiddags lokal tid begyndte at skyde løs mod de offentligt ansatte, der var på arbejde i kontorerne i bygningen, som huser bystyrets administration for blandt andet offentligt anlægsarbejde og infrastruktur.

- Alt for mange bliver slået ihjel

Også Sheila Cook befandt sig i bygningen, og havde hun ikke fået besked i tide, om hvad der foregik, havde hun formentlig befundet sig uden for bygningen, hvor flere andre af de offentligt ansatte blev fundet dræbt, siger hun.

Sheila Cook var på vej udenfor, da hun hørte dæmpede skud.

- Der er alt for mange, der bliver slået ihjel, og jeg er bare lykkelig for, at de (politiet, red.) fik fat i os i god nok tid, så vi ikke befandt os udenfor, da det skete. Men jeg er stadig meget rystet, for der er ganske enkelt bare for mange, der bliver slået ihjel, siger Sheila Cook til nyhedsbureauet AP.

- Vi hørte skud, men vi troede ikke, at det var så tæt på, i nærheden af bygningen. Jeg takker Gud for, at vi fik besked i tide. Bare ti minutter senere, så havde vi befundet os udenfor, siger hun.

Uklart motiv

Den mistænkte gerningsmand blev dræbt efter en skudveksling med tungt bevæbnede betjente, der ankom kort efter at have modtaget flere alarmopkald. Motivet er endnu uklart, men den 40-årige mand arbejdede angiveligt som ingeniør i afdelingen for offentligt anlægsarbejde og infrastruktur.

Virginia Beach ligger i delstaten Virginia på den amerikanske østkyst.

Ifølge politichef James Cervera har den mistænkte gerningsmand på lovlig vis anskaffet sig våbnene, heriblandt det, der bliver beskrevet som en semiautomatisk pistol med adskillige magasiner. Manden havde tilsyneladende også en lyddæmper, som i delstaten er fuldt lovlig at købe mod fremvisning af dokumentation for en våbentilladelse.

Masseskyderiet har sendt chokbølger igennem Virginia Beach, en kystby med omkring 450.000 indbyggere.

Det er 12 år siden, at delstaten var ramme for et af de værste masseskyderier i USA's historie, da en ung studerende gik ind på universitetet Virginia Tech og skød og dræbte 32 personer.

- Dette er den mørkeste dag for Virginia Beach. En meningsløs forbrydelse har fundet sted og påført befolkningen og vores land en enorm sorg, sagde borgmester Bobby Dyer i går aftes lokal tid.

Hvor mange liv skal det koste?

Delstaten Virginia er en af de stater, hvor baggrundstjek inden køb af våben ikke er nødvendigt. Men netop udvidede og obligatoriske baggrundstjek samt strengere våbenlovgivning er allerede på programmet for adskillige af de demokratiske præsidentkandidater.

Og flere af dem, der håber på at blive en del af præsidentvalgkampen i 2020, har også allerede kommenteret de tragiske hændelser i Virginia.

- Vi må sætte en stopper for, at NRA (National Rifle Association, en amerikansk våbenorganisation, red.) kontrollerer Kongressen og er med til at udforme vores lovgivning. Kongressen skal lytte til befolkningen og indføre sikker våbenlovgivning. Den modbydelige våbenkriminalitet skal høre op, skriver senator for Vermont Bernie Sanders på Twitter.

Også tidligere vicepræsident Joe Biden, senator Kamala Harris og senator Elizabeth Warren stemmer i og opfordrer Kongressen til at skride til handling:

- Jeg er knust og beder for ofrene og deres pårørende. 11 personer skulle ikke være blevet dræbt i dag. Hvor mange flere liv skal det koste, før Kongressen skrider til handling og afslutter den her krise?, tweetede senator Warren, før det stod klart, at antallet af dræbte var steget til 12.

Facebook
Twitter