For meget kanel skader din lever

Hold igen med de mange kanelkager til jul og drop naturlægemidler med krydderiet. Kanel indeholder nemlig det giftige stof kumarin og det kan skade din lever. Et normalt forbrug indebærer dog ikke nogen risiko.

Pas på med at guffe for mange af de her i dig. Hvis du indtager for meget kanel, kan du få leverskader, advarer en tysk forskerteam. (Foto: Kathryn McCallum © Stock Xchng)

Spis bare kanel på din risengrød, men gør det med måde og undgå at spise helsekost med kanel.

Sådan lyder advarslen fra de svenske levnedsmiddelmyndigheder efter, at tyske forskere har slået alarm over et alt for højt indhold af det giftige stof kumarin i kanel.

Kun tre kager

De tyske myndigheder går endda så vidt som til at anbefale, at børn højst spiser tre kanelkager om dagen, skriver Svenska Dagbladet.

- Et normalt forbrug af kanel som krydderi indebærer ikke nogen risiko. Men det skal spises med måde, og det er ikke nogen god idé dagligt at stoppe sig med teskefulde af kanel i form af naturlægemidler, siger Ulla Beckman Sundh, toksikolog ved den svenske levnedsmiddelstyrelse.

Kan skade leveren

Det er tyske forskere, der har slået alarm om det høje indhold af kumarin i kanel.

Stoffet kumarin har tidligere været brugt som lægemiddel i Frankrig mod vand i kroppen, men det er nu forbudt, efter at man har fundet ud af, at stoffet kan skade leveren.

Hos personer, der mangler et særligt enzym, kan skaderne nemlig forekomme også ved ganske små doser af kumarin. I EU er det i øvrigt forbudt at tilsætte kumarin til fødevarer, men stoffet forekommer naturligt i nogle typer af kanel, og så er det tilladt.

Populært naturlægemiddel

Og ikke alene er kanel blevet trendy på caffé latten og i madlavningen. De seneste år er kanel også blevet et populært naturlægemiddel, efter at man har fundet ud af, at en halv teskefuld om dagen kan sænke blodsukkeret for folk, der lider af Type 2 diabetes.

Bodybuildere bruger endda dagligt store mængder af kanel for at undgå, at fedtet sætter sig. Men det er netop denne brug de svenske og tyske myndigheder advarer mod.

Der findes to slags kanel på markedet. Den ene er den ægte kanel, der er bark fra træet cinnamomum ceylanicum, og som hovedsagligt kommer fra Sri Lanka. Den er der ikke for meget kumarin i. Det er der derimod i den anden, cassia-kanelen, som blandt andet dyrkes i Kina.

Facebook
Twitter