Det har i den grad skabt vrede i den muslimske verden, at den israelske regering i sidste uge valgte at opstille en række nye metaldetektorer omkring Tempelbjerget i Jerusalem, hvor muslimernes hellige al-Aqsa-moské blandt andet ligger.
Og striden, som i dag har ført til nye sammenstød mellem de israelske sikkerhedsstyrker og lokale palæstinensere, kan meget vel udvikle sig yderligere.
Det fortæller den danske mellemøstkorrespondent Hanne Foighel, der bor i Israel og som følger konflikten tæt.
- Det ser ud til, at konflikten eskalerer. Både i Jerusalem og ude på Vestbredden, hvor der har været konfrontationer mellem unge palæstinensere og israelske soldater. Der er allerede nogen, der er begyndt at tale om en ny intifada (et palæstinensisk oprør rettet mod Israel, red.), siger hun til P1 Orientering.
Indtil videre har en 17-årig palæstinenser mistet livet efter sammenstødene, der fandt sted i kølvandet på fredagsbønnen. Ifølge en talskvinde fra Jerusalem Hospital blev personen skudt af soldater under gadekampene.
Derudover har to andre palæstinensere ifølge tv-stationen Al-Jazeera mistet livet, og flere andre er blevet såret i dag, rapporterer flere medier.
Hanne Foighel påpeger, at det ikke længere er et lokalt problem i Jerusalem.
- Det handler også om resten af den muslimske verden, som er imod metaldetektorerne. I dag har der været store demonstrationer i Tyrkiet og Indonesien, som begge har store muslimske befolkningsgrupper, for al-Aqsa er vigtig for alle muslimer, forklarer Hanne Foighel.
Politik kogt sammen med religion
Konflikten begyndte for præcis en uge siden, efter at tre palæstinensere med israelsk statsborgerskab skød og dræbte to israelske betjente i den gamle by i Jerusalem.
De havde smuglet våben ind i moskeerne på Tempelbjerget, der er muslimernes tredje helligste sted.
De tre palæstinensere blev efterfølgende dræbt af det israelske politi, og ifølge Hanne Foighel er det første gang, at der har været et væbnet angreb, som har taget udgangspunkt i det område.
De israelske myndigheder valgte efterfølgende at lukke porten til Tempelbjerget, hvilket betød, at fredagsbønnen blev aflyst for første gang i 17 år.
Men søndag middag valgte den israelske regering så at genåbne adgangen til området. Dog med en række ekstra sikkerhedsforanstaltninger såsom metaldetektorer og flere overvågningskameraer for at undgå, at der igen blev smuglet våben ind.
Metaldetektorerne har ugen igennem skabt store protester i Jerusalem, og de er blevet mødt med fordømmelse fra den muslimske verden, fortæller Hanne Foighel til P1 Orientering.
Men trods protesterne – og trods en advarsel fra den israelske sikkerhedstjeneste - valgte den israelske regering natten til fredag at beholde metaldetektorerne, som israelerne selv betegner som en sikkerhedsforanstaltning.
- Men både palæstinensere og muslimer i resten af verden ser det som et trin i israelernes stigende forsøg på at tage yderligere suverænitet over det, som muslimerne opfatter som deres tredje helligste sted, siger hun og pointere, at der er tale om ”politik kogt sammen med religion”.
- Derfor har muslimske ledere opfordret muslimer til at holde sig fra al-Aqsa-moskéen, så længe det bliver krævet af dem, at de går igennem den elektroniske port. Det har hele ugen skabt spændinger, der kulminerede med det, vi i dag har set i Jerusalem, siger Hanne Foighel og fortsætter:
- Dagen er endnu ung, og det kan gå rigtig, rigtig galt.