I USA forsøger unge nu at råbe politikerne op og få dem til at ændre landets våbenlovgivning.
I weekenden samledes flere hundrede i Florida til et optog, hvor de viste deres utilfredshed med den eksisterende våbenlovgivning. Her gav de også udtryk for deres frustrationer over, at det lykkedes den unge gerningsmand fra skoleskyderiet at gennemføre sit angreb på trods af, eleverne havde udtrykt deres bekymring over gerningsmandens adfærd.
Gerningsmanden var tidligere elev på gymnasiet, og dræbte i sidste uge 17 elever på sin gamle skole.
Flere af de overlevende fra skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas Gymnasium var til stede ved optoget, og en af eleverne talte her dunder mod den amerikanske præsident og de amerikanske politikere, der tager imod pengedonationer fra våbeninteresseorganisationen NRA.
- Til alle politikere der modtager penge fra NRA, I skulle skamme jer, lød det fra talerstolen fra Emma Gonzales.
Storm af reaktioner på Twitter
Samtidig har stadig flere unge udtrykt deres utilfredshed med USA's liberale våbenlovgivning under sloganet #MeNext, som de bruger på de sociale medier.
Med hashtagget #MeNext forsøger de unge at udtrykke deres bekymring for, om de bliver ramt, næste gang der er et skoleskyderi i USA. I år har der foreløbigt været syv skyderier i eller omkring amerikanske skoler.
- 18 skoleskyderier foreløbigt i år. Strengere våbenkontrol nu! Sådan skriver folkene bag den nystartede bevægelse #MeNext i et opslag på Twitter.
https://twitter.com/menext2018/status/964540616951648258?ref_src=twsrc%5Etfw
Og da den amerikanske præsident Donald Trump i weekenden på Twitter skrev og antydede, at forbundspolitiet FBI havde brugt for meget tid på at undersøge Ruslands indblanding i den amerikanske valgkamp og derfor overså faresignalerne, inden den unge gerningsmand skød og dræbte 17 elever i sidste uge, smed han blot brænde på #MeNext-bålet.
Donald Trumps opslag har affødt 75.000 svar, hvor af mange er negative.
- Det er trist, at de overså alle faresignalerne, men hvad der er endnu mere trist, er alle de skoleskyderier, der har været med dig som præsident, og du har intet gjort, skriver brugeren Penny.
https://twitter.com/PennyDuff0825/status/965436814126452736?ref_src=twsrc%5Etfw
Ung taler opfordrer til at ændre våbenlov
Ved optoget i Florida opfordrede den unge taler, Emma Gonzales, de amerikanske politikere til at gøre noget ved landets våbenlovgivning.
- Hvis ikke I gør noget for at stoppe det her fra at ske hele tiden, vil antallet af skudofre stige, lød det fra Emma Gonzalez.
Med gråd i stemmen fortalte hun, hvordan hende og de andre elever igen og igen havde advaret om deres bekymringer i forhold til gerningsmanden.
Forbundspolitiet FBI erkendte fredag, at det for mere end måned siden modtog en detaljeret advarsel om, at gerningsmanden fra et skoleskyderi i Florida, Nikolas Cruz, havde planer om en sådan massakre. Men advarslen blev ignoreret.
Der har i teksten før været omtalt 18 skoleskyderier, det har vi rettet til syv skoleskyderier i USA i 2018. Derudover har der været 11 skudepisoder på amerikanske skoler i 2018. Disse har vi valgt ikke at betegne som skoleskyderier, fordi skyderierne ikke er rettet mod elever i skolens åbningstid.
Nogle amerikanske kilder bruger tallet 18, og fordi vi ikke retter i direkte citater, er det blevet stående i artiklen.