Menneskeretsgruppe: Syriens hær har igen brugt klyngebomber

Human Rights Watch har dokumentation for, at Syriens hær ved 47 angreb de seneste to måneder har brugt klyngebomber.

Klyngebomber samles, så de kan bringes til sprængning på en sikker måde i det sydlige Idlib i Syrien. (Foto: KHALIL ASHAWI © Scanpix)

Det syriske regime og dets russiske allierede bruger i stort omfang klyngebomber i angreb mod oprørskontrollerede områder, siger menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW).

HRW har dokumenteret 47 angreb med klyngebomber siden 27. maj. Angrebene har fundet sted i Aleppo-provinsen, hvor der udkæmpes hårde kampe omkring storbyen med samme navn.

Klyngebomber består af mange mindre bomber, som spredes og detonerer over et større område. Bomberne er ofte til stor fare for civile, længe efter at de er kastet.

Omkring 100 af verdens lande har ratificeret en international konvention, der forbyder klyngebomber. Rusland og Syrien er ikke blandt disse lande.

- Efter at Syrien og Rusland har optrappet deres fælles luftoperationer, har vi set klyngebomber blive anvendt igen og igen, siger Ole Solvang, som er med til at lede HRW's afdeling for hastesager.

Rusland benægter, at det anvender de omstridte våben, men der er ifølge HRW stadigt flere beviser på, at klyngebomber oplagres i Syrien, og at russere anvender dem i Syrien eller deltager i angreb, hvor de anvendes.

HRW har blandt andet fotografier af et angreb i Idlib i Syrien 11. juli, hvor mindst 11 mennesker blev dræbt, da en klyngebombe blev kastet ned fra et russisk SU-34 - fly.

/ritzau/

Facebook
Twitter