Mens de dør som fluer i Ukraine fastholder russiske lejesoldater deres indsats i Mali

Wagner-soldater sikrer russisk indflydelse i Afrika, siger analytiker.

Franske soldater har siden 2014, som en del af Operation Barkhane, kæmpet mod islamister i Sahel. Men i 2019 kastede regeringen i Mali i stedet øjnene på Wagner-soldater, når det kom til at bekæmpe terrorister. (Foto: © PAUL LORGERIE, Ritzau Scanpix)

Lejesoldaterne i den berygtede Wagner-gruppe er blevet en væsentlig del af Ruslands krig i Ukraine.

Så længe Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke vedkender sig, at det faktisk er en krig, og ikke en "militær specialoperation", så kan han nemlig ikke mobilisere hele det russiske forsvar, men han kan bruge alle de Wagner-soldater, han får stillet til rådighed.

Her kæmper de side om side med de russiske soldater, men sendes ifølge eksperter ofte på meget farefulde missioner, og falder i så stort et antal, at Wagner-gruppen tilbage i Rusland har taget aggressive metoder i brug for at rekruttere nye soldater.

Men over 4.000 kilometer væk i det afrikanske land Mali er Wagner-gruppens tropper også tilstede. Senest kunne FN fortælle, hvordan 50 civile var blevet dræbt tilbage i april af Malis hær og "udenlandske tropper".

- Det er ret bemærkelsesværdigt, at man vil prioritere det her fra russisk side, når nu man kunne trække alle styrkerne ud og bruge dem i Ukraine, hvor man mangler dem.

Sådan lyder det fra Niklas Rendboe, der er projektforsker ved Forsvarsakademiet og har skrevet speciale om Wagner-gruppen.

Risikere at ødelægge samarbejde med FN og Vesten

I maj lød vurderingen, at der var omkring 1.000 Wagner-soldater i Mali. Der er kommet nye, friske tropper til, men det er uklart, om det samlede antal af tropper er steget, eller om det stadig ligger på 1.000, fordi flere også er rejst "hjem" for at kæmpe i Ukraine.

Uanset antallet så er de russiske lejesoldater en torn i øjet på Malis sikkerhedssamarbejde med Putins modstandere.

FN er blandt andet tilstede i Sahel-regionen med den mission, der hedder MINUSMA, mens Frankrig frem til 2022 ledede Operation Barkhane, som Danmark trak sig fra i starten af året.

- Det er simpelthen de samarbejder, der er ved at gå i stykker, fordi Mali har besluttet, at de hellere vil bruge de hårdhændede midler, de får via Wagner, forklarer Niklas Rendboe.

Og når Malis regering, der kom til magten via et militærkup sidste år, har budt Wagner-soldaterne velkommen med åbne arme, så skyldes det, at de hårdkogte lejesoldater er klar til at se igennem fingre med ting, som europæiske styrker ville have slået hårdt ned på, mener Niklas Rendboe.

- Den primære grund til at bruge Wagner er, at de ikke stiller krav til, at man overholder menneskerettighederne.

- Det kunne jo for eksempel være i den situation, at man gerne vil bombe en fjende, men det vil FN ikke lade en gøre, fordi der kan være civile i området, siger han.

Kimer: Rusland vil gerne beholde venner i Afrika

DR Nyheders Ruslandskorrespondent Matilde Kimer er helt enig i udlægningen af Wagners ikke-eksisterende forhold til menneskerettighederne.

- Det er professionelle lejesoldater med et liberalt forhold til vold. Og som ikke har samme regler som normale kombattanter, lyder det.

Og selvom Wagner-gruppen ikke kæmper nogle steder, som Putin og Kreml ikke har sagt godt for, så mener hun, at gruppens tilstedeværelse primært skyldes penge.

Matilde Kimer, DR-korrespondent foran det beskadiget bygning i Kharkiv, Ukraine (Foto: © Lau Svensson, DR)

- Hvis Wagner skal fungere som forretningsmodel, så kan de jo ikke bare springe fra den ene kunde, fordi en anden mangler mere hjælp, siger Matilde Kimer.

Men lejesoldaterne, der hjælper regeringen med at bekæmpe islamister, spiller også en vigtig rolle for den russiske stat.

-Rusland har masser af venner i Afrika, og dem vil man gerne beholde ved at vise sig som en stabil sikkerhedspartner. Og den rolle er Wagner med til at spille.

- Rusland har også en række økonomiske interesser i Afrika, og så er det jo noget sjovere at have at gøre med et kontinent, hvor den moralisering, man møder fra vestlig side, ikke er der, siger Matilde Kimer.

Kan giver Putin magt over flygtningestrømme

Ifølge Niklas Rendboe er spillet om Afrika den primære grund til, at Wagner fortsat afsætter ressource til Mali.

- Målet er at udvide den russiske indflydelse på langt sigt. De ved, at de har brug for venner i Afrika, fordi de efterhånden har mistet venner i det meste af verden. Så Wagner opretholder et brohoved i Afrika, der er vigtigt for Putin, siger han.

Og får Putin lige så stor indflydelse i Mali, som han for eksempel har det i Syrien, så står han med et nyt redskab til at presse Vesten.

- Der ikke nogen tvivl om, at mange af de her FN-missioner i Sahel-området handler om at undgå, at der kommer flygtninge ind i Europa.

- Sætter Putin sig på Sahel-regionen, får han et værktøj. Man har før set, at Putin har brugt flygtninge som politisk våben. I Syrien har han blandt andet forsøgt at presse flygtninge op mod Europa, siger Niklas Rendboe.

Også internt i Rusland tjener Wagner-tropperne i Mali et formål, fortæller Matilde Kimer.

- I Mali kæmper man mod islamistiske ekstremister. Og det er jo en god fortælling om, at Rusland støtter ”de gode” og er på den rette side af historien.

- Og så kan man hjemme i Rusland fortælle, at regeringen i Mali selvfølgelig valgte vores soldater, fordi de er de bedste og mest professionelle, afslutter Matilde Kimer.