Mens ilden hærger: Australiens premierminister får igen hård kritik for sin optræden

Brandfolk er rasende på Scott Morrison, som forarger på ny med 'bizar' kampagnevideo.

Australiens premierminister, Scott Morrison, er faldet i unåde hos de brandfolk, der i ugevis har kæmpet mod de voldsomme bushbrande på kontinentet.

Først for at være på familieferie på Hawaii, mens flammerne hærgede løs, og siden da for at tage for let på den alvorlige situation, der nu har kostet over 20 mennesker livet.

Tidligere på ugen afslog en brandmand fra landsbyen Cobargo i delstaten New South Wales at give hånd til Scott Morrison, da premierministeren tilså forsøget på at slukke en brand.

- Jeg har virkelig ikke lyst til at røre (din hånd, red.), lød det fra brandmanden, der ifølge australske medier har mistet sit eget hjem til flammerne.

Klippet er gået viralt i Australien, og det samme er den direkte kritik af premierministeren, som den 57-årige brandmand Paul Parker har fremsat.

- Du er et fjols, makker, siger han henvendt til Morrison i et interview med en australsk tv-station.

- Hvis du nogensinde var ude i felten og så, hvad vi går igennem. Du har ingen anelse. Regeringen har ingen anelse, lyder det fra den ophidsede brandmand.

'Bizar' kampagnevideo

Senest er Scott Morrison kommet i modvind efter en kampagnevideo om brandene, der fortsat hærger landet og har kostet over 20 mennesker livet.

Videoen blev lagt op på Morrisons Twitter-profil, kort efter at regeringen lørdag annoncerede, at 3.000 militærfolk ville blive sat ind i kampen mod brandene.

Den beskriver til underlægningsmusik den australske regerings indsats samtidig med, at der blandt andet vises billeder og videoer af brandfolk i aktion og Morrison, som besøger de ramte områder.

Mange kommentatorer mener imidlertid, at videoen er fuldstændig uden fornemmelse for folkestemningen og kalder den blandt andet "tonedøv".

- Scott Morrisons politiske reklame er et bizart udtryk for selvkærlighed, mens brandfolk kæmper for at redde Australien, lyder overskriften på en klumme af The Guardians politiske redaktør, Katarine Murphy.

Beskyldes for at være ufølsom

Blandt andre den britiske tv-vært Piers Morgan følger trop. Han kalder ifølge ABC News videoen for en "selvpromoverende reklame med plat elevatormusik".

Kritikken lægger sig oveni voldsomme diskussioner af regeringens politik samt den figur, som Morrison har gjort ved besøg i lokalområder.

Her har indbyggere beskyldt ham for at være ufølsom, og enkelte har nægtet at give hånd til premierministeren.

Morrison forsvarer på Twitter videoen med, at den beskriver regeringens indsats.

- Videoen kommunikerer blot regeringens politiske tiltag og de handlinger, som regeringen har sat i værk, til offentligheden, skriver Scott Morrison på Twitter.

Videoen er udarbejdet af Morrisons kommunikationsmedarbejdere. Den er godkendt af premierministeren.

Varmedyk mindsker risiko for nye naturbrande

Australierne kan dog gå lysere tider i møde, efter et vejrskifte med køligere temperaturer søndag er sat ind i det sydøstlige Australien.

Lørdag var det mange steder over 40 grader varmt, og det skønnes, at hundredvis af boliger gik op i røg i delstaterne New South Wales og Victoria.

Søndag eftermiddag lokal tid er det til sammenligning omkring 25 grader varmt i Sydney. De kommende dage er der endda mulighed for lidt let regn i kystnære områder. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

FacebookTwitter