Mere ekstremt vejr i Australien: Efter hedebølgen kommer enorme mængder vand

Landet er ramt af oversvømmelser, og der kan falde helt op til 20 centimeter regn i dag.

Januar måned slog alle varmerekorder i Australien. Det er den varmeste måned, der nogensinde er blevet registreret i landet.

Men som om det ikke var nok, er den nordlige del af Australien nu ramt af massive oversvømmelser.

- Det her er uden fortilfælde. Vi har aldrig oplevet noget lignende før, så store mængder regn er der faldet, lyder det fra Annastacia Palaszczuk, der er premierminister i delstaten Queensland.

Det voldsomme regnvejr har fået myndighederne til at opfordre folk til at søge op i højderne for at komme i sikkerhed.

- De næste 24 til 48 timer bliver afgørende, advarer Annastacia Palaszczuk.

Hun beskriver overgangen fra den ekstreme varme til de ekstreme mængder nedbør som et fænomen, de oplever en gang hver 100 år.

  • Her er det indbyggere i byen Townsville i det nordlige Australien, der må kæmpe sig igennem de enorme mængder vand. (Foto: ANDREW RANKIN © Scanpix)
  • Ifølge prognoserne kan de se frem til endnu mere regn i løbet af lørdag, hvor der nogen steder kan falde op mod 20 centimeter regn. (Foto: STRINGER © Scanpix)
  • Januar var den varmeste måned nogensinde i Australien. Det medførte flere naturbrande, blandt andet her 90 kilometer nordøst for Melbourne. (Foto: MIck Tsikas © Scanpix)
  • Indbyggerne i Melbourne søger mod vandet for at blive kølet ned. Her oplevede de tre dage i streg med temperaturer på 43 grader. (Foto: MIck Tsikas © Scanpix)
1 / 4

Varmeste januar nogensinde

I forhold til Danmark falder årstiderne omvendt, og derfor er det sommer lige nu i Australien. Noget de i den grad har kunnet mærke i løbet af januar: Gennemsnitstemperaturen har ligget på 30 grader, hvilket er det højeste nogensinde.

I byen Adelaide har de oplevet, at varmerekorden er blevet overgået to gange i løbet af januar: Først nåede den 47,7 grader og dernæst 49,5 grader.

Mange har søgt lægehjælp, ligesom mange dyr er omkommet i varmen.

Mindst fem dage i januar var blandt de varmeste, der nogensinde er registreret i landet.

Men nu er vejret i den grad i forandring i den nordlige delstat Queensland. Ifølge vejrprognoser kan de se frem til at få helt op til 20 centimeter regn i løbet af i dag.

Facebook
Twitter