Mere end 1700 er anholdt efter demonstrationer i Paris

Plyndringer, ildspåsættelse og slagsmål med politiet har fået næsten hver tiende demonstrant anholdt i Paris.

Artiklen er opdateret med nye tal den 9. december kl. 07.33.

1.726 personer er blevet anholdt lørdag under uro i Paris' gader, og mere end 1.220 er blevet varetægtsfængslet. Det oplyser skriver det franske medie bfmtv.

De franske myndigheder anslår, at omkring 10.000 har været på gaden for at protestere i landets hovedstad.

Byen har dagen igennem været præget af plyndringer, ildspåsættelse og slagsmål mellem betjente og demonstranter.

Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Christophe Castaner, er 135 kommet til skade lørdag. Han siger, at 17 af de sårede er betjente.

125.000 på gaden i protest

Journalister i Paris har fortalt, at demonstranter har råbt, at "vejret er noget skidt, og det er regeringen også" i takt med, at en let regn indfandt sig over Paris.

I alt har 125.000 ifølge bfmtv været på gaden i protest i Frankrig. Ved en grænseovergang til Italien har demonstranter i gule veste blokeret overgangen, oplyser italiensk politi.

I havnebyen Marseille beskriver en journalist fra nyhedsbureauet AP, at betjente og demonstranter i gule veste begyndte at slås nær havnen omkring middagstid.

Havnen i Marseille er en af byens mest besøgte steder af turister.

Selv om der lørdag aften stadig er protester i gaderne, har politiet ifølge ministeren genvundet kontrollen.

Demonstrationer i nabolande

Bevægelsen "De Gule Veste" startede som en protest over en forhøjelse af afgifter på blandt andet fossile brændstoffer. Protesterne er dog blevet udvidet til at inkludere en general utilfredshed med regeringen og en voksende ulighed.

I flere andre europæiske lande har man også set "De Gule Veste"-demonstrationer. I Belgien har politiet også brugt tåregas mod demonstranter i gule veste.

Også i Holland har der været demonstrationer lørdag. De er dog forløbet fredeligt.

/ritzau/AP

Facebook
Twitter