Merkel får vælgerlussing: Fremover skal der komme færre flygtninge

Den tyske forbundskansler forsvarer flygtningepolitik, og nu skal tilliden genskabes, siger Angela Merkel.

(Foto: Adam Berry © Scanpix)

Angela Merkel og hendes konservative CDU-parti skal kæmpe for at genvinde vælgernes tillid efter nederlaget ved søndagens delstatsvalg i Mecklenburg-Vorpommern.

Den tyske forbundskansler erklærer sig misfornøjet med resultatet. CDU blev blot det tredjestørste parti ved valget.

Kansleren fastholder dog, at regeringen traf de rette beslutninger, da strømmen af flygtninge tog til.

Men fremover skal antallet af flygtninge og migranter reduceres, siger hun. Og de, som har fået afslag, skal sendes hjem.

Merkels parti blev overgået af det indvandringskritiske Alternative für Deutschland (AfD), mens SPD blev størst.

Meningsmålinger havde inden valget varslet, at CDU risikerede at lide nederlag til det nye AfD-parti.

Nederlaget er ydmygende, fordi Mecklenburg-Vorpommern er forbundskanslerens egen valgkreds.

- Alle må tænke over, hvordan vi kan genvinde tilliden. I den henseende står jeg selvfølgelig centralt, siger Merkel under G20-topmødet i Kina.

Hun tilføjer, at resultatet hænger sammen med de mange flygtninge, der er kommet til landet.

Mecklenburg-Vorpommern i det nordøstlige hjørne af Tyskland er ellers en af de delstater, der har færrest flygtninge og indvandrere.

Ud af delstatens 1,6 millioner indbyggere er der kun omkring 20.000 flygtninge, skriver Reuters.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter