USA's præsident, Donald Trump, afviser fortsat at stille sig bag klimaaftalen fra Paris.
Det siger Italiens premierminister, Paolo Gentiloni, i forbindelse med G7-topmødet på Sicilien.
- Der er et åbent spørgsmål, som er den amerikanske holdning til klimaaftalen fra Paris, siger Gentiloni.
- Vi er sikre på, at efter en intern overvejelse vil USA også ønske at forpligte sig til den, tilføjer han.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger til journalister ved topmødet, at lederne for de syv førende industrilande havde en "kontroversiel" debat om klimaforandringer.
Men selv om der ikke er klarhed over klimaspørgsmålet, ligger G7-landene mere på linje med hinanden, når det gælder andre emner.
Terroristers misbrug af nettet skal bekæmpes
Det gælder blandt andet indsatserne i Syrien og Libyen samt terrorbekæmpelse.
En del af terrorbekæmpelse skal bestå i en øget indsats for at få fjernet yderliggående gruppers propaganda fra internettet.
- G7 opfordrer udbydere af kommunikationsservices og selskaber bag sociale medier til substantielt at øge deres indsats mod terrorist-indhold, skriver de syv lande i en fælles pressemeddelelse.
- Vi vil bekæmpe terroristernes misbrug af internettet. Selv om det er en af de vigtigste teknologiske bedrifter i det sidste årti, har internettet også vist sig at være et magtfuldt værktøj for terror-formål.
Den britiske premierminister går skridtet videre og placerede et direkte ansvar på tech-selskaber for at rydde ud i "skadeligt indhold".
- Tag ikke fejl. Kampen flytter sig fra slagmarken til internettet, siger hun.
Fremskridt på handelsområdet
Også i spørgsmålet om handel mellem landene er der sket fremskridt, siger den italienske premierminister. Men ordlyden i erklæringen fra G7-topmødet skal stadig finpudses, tilføjer han.
Donald Trump har tidligere vist tegn på at ville indføre en langt mere protektionistisk politik, og det har bekymret de øvrige lande i G7.
- Det virker på mig som om, at de direkte drøftelser i dag har resulteret i fælles positioner, som vi kan arbejde ud fra, siger Gentiloni.
/ritzau/Reuters