Merkel om Tyrkiet: En vigtig allieret, som vi ikke bare må skubbe væk

Europa skal dog være tydelig i sin kritik af Tyrkiet, mener den tyske kansler.

Trods den negative udvikling i Tyrkiet skal vi ikke bare skubbe dem væk fra os, siger den tyske kansler, Angela Merkel. (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

Europa har brug for Tyrkiet i kampen mod islamisk terror, og derfor må vi ikke skubbe dem fra os, selvom forholdet til den tyrkiske regering med præsident Recep Erdoğan i spidsen befinder sig noget nær frysepunktet.

Det er meldingen fra den tyske kansler, Angela Merkel, i et interview med avisen Berliner Zeitung.

- Tyrkiet er en allieret, når det kommer til at bekæmpe islamisk terror og løse problemerne i Syrien og Irak. Trods den negative udvikling skal vi ikke bare skubbe dem væk fra os, siger Angela Merkel til den tyske avis som optakt til efterårets forbundsvalg, hvor CDU-formanden skal prøve at genvinde kanslerposten for fjerde gang.

Forholdet mellem Tyrkiet og Europa er gradvist blevet forværret i den seneste tid – ikke mindst som følge af sidste måneds folkeafstemning, hvor et flertal af tyrkerne stemte ja til at give præsidentembedet mere magt.

Afstemningen fik flere europæiske stats- og regeringschefer, heriblandt Lars Løkke Rasmussen (V), til at råbe vagt i gevær.

Og det fik samtidig EU’s udenrigsministre til at melde klart ud, at Tyrkiet skal bevise, at de lever op til menneskerettighederne og sikre beskyttelse af mindretal i landet, hvis de skal gøre sig nogle forhåbninger om et EU-medlemskab i fremtiden.

Ifølge Angela Merkel er det vigtigt, at de europæiske lande fastholder kritikken af Tyrkiet, som også er medlem af forsvarsalliancen Nato.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal være tydelige i vores kritik. Men vi skal også være fornuftige, for et godt forhold til Tyrkiet er i vores egen interesse, siger hun og understreger, at de europæiske lande bliver nødt til at tage stilling til, hvilket forhold man ønsker med Tyrkiet.

Facebook
Twitter