Merkel tvivler på visumfrihed til tyrkerne

Tysklands forbundskansler er i tvivl om, hvorvidt tyrkisk visumfrihed kan indføres i henhold til tidsplan.

Angela Merkel mødtes i dag med præsident Recep Tayyip Erdogan. (Foto: TURKISH PRESIDENT PRESS OFFICE / © Scanpix)

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der mandag førte drøftelser med præsident Recep Tayyip Erdogan i Istanbul, vurderer, at visumfrihed for tyrkere ikke vil komme i stand som planlagt 1. juli.

Merkel siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at Tyrkiet mangler at opfylde nogle af de betingelser, som EU stiller.

Merkel siger, at hun over for de tyrkiske ledere har udtrykt bekymring over det tyrkiske parlaments nylige beslutning om at fratage visse medlemmer parlamentarisk immunitet.

- Jeg har i vores drøftelser i dag gjort det klart, at det er nødvendigt med et uafhængigt retssystem, at det er nødvendigt med uafhængige medier og et stærkt parlament, siger Merkel efter drøftelserne med Erdogan.

- Og selvfølgelig er beslutningen om en ophævelse af den parlamentariske immunitet for næsten hvert fjerde parlamentsmedlem noget, som vækker dyb bekymring, tilføjer Merkel.

Snesevis af blandt andre prokurdiske medlemmer af parlamentet vil blive ramt af beslutningen om at ophæve parlamentarisk immunitet.

Erdogan, som stiftede det regerende AK-parti, har opfordret til retsforfølgelse af medlemmer af det prokurdiske parti HDP. Han mener, at deres parti er en forlængelse af den forbudte militante gruppe Kurdistans Arbejderparti.

/ritzau/dpa

Facebook
Twitter