Merkel: Vi er i gang med finansiel union

Vi må skride til traktatændringer og opbygge en finansiel europæisk union, siger den tyske forbundskansler.

Den tyske kansler Angela Merkel taler ikke om, men hvornår en finansiel union kommer på benene (Foto: John MacDougall © Scanpix)

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, fortalte fredag Forbundsdagen i Berlin, at de europæiske lande er på nippet til at danne en finansiel union, hvor budgetdisciplin skal bekæmpe gældskrisen i eurozonen.

Ingen alternativer

Merkel lod forstå, at der "ikke er alternativer til en traktatændring" i EU, men at det ikke kan ske her og nu. Hun føjede til, at en sådan union "vil have strenge regler. I det mindste i eurozonen".

- Vi taler ikke bare om en finansiel union, vi er begyndt på at danne den, konstaterede hun.

Kansleren talte til de tyske parlamentarikere en uge før et EU-topmøde, der kan blive knald eller fald for euro-samarbejdet. Imens venter de finansielle markeder utålmodigt på, om de europæiske lande kan beslutte sig.

Ny recession, hvis ikke...

Hvis euroen bryder sammen, kan det kaste verden ud i en ny recession, der kan blive langt værre end den, som ramte efter finanskrisen i 2008, advarer økonomer.

Merkel vil have skabt en union, hvor streng europæisk kontrol med landenes budgetter er nøglen til at undgå budgetoverskridelser i eurolande som Grækenland, Italien og Spanien.

Men det fremgik ikke af hendes tale, hvor lang tid hun forestiller sig, det skal tage at ændre EU's traktater. Heller ikke, om en ændring skal omfatte hele EU eller kun de 17 lande i eurozonen.

Merkel afviser obligationer

Som en løsning her og nu afviste hun atter euro-obligationer, som EU-Kommissionen presser på for, ligesom hun afviste, at Den Europæiske Centralbank (ECB) skal have samme rolle som den amerikanske forbundsbank med at udpumpe penge.

Euro-obligationer er udelukket, fordi de vil være i strid med den tyske forfatning, forklarede hun.

Men Merkel er ifølge avisen Süddeutsche Zeitung villig til at overveje som en midlertidig foranstaltning, at ECB opkøber statsobligationer i de gældsplagede lande og dermed tvinger renten ned på gældsbeviserne.

Mangel på tillid til markedet

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, som kører parløb med Merkel, understregede torsdag aften, at de rige lande bevæger sig ind i en "ny økonomisk cyklus", der sætter arbejdspladser og virksomheder under pres.

Det er afgørende, at Europa genvinder markedets tillid, sagde han.

Facebook
Twitter