Merkels favorit overtager formandsposten for CDU

Med 517 stemmer vandt Annegret Kramp-Karrenbauer formandsposten for det tyske parti CDU.

Den nye og den tidligere formand for CDU. Angela Merkel tog imod Annegret Kramp-Karrenbauer, der gik på scenen efter at være blevet valgt som ny formand. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)

AKK - en forkortelse, man ligeså godt kan vænne sig til.

For selvom det var meget tæt løb til det sidste, bliver det Annegret Kramp-Karrenbauer - også kendt som AKK - som overtager posten som det tyske parti CDU’s formand efter Angela Merkel.

Det har de 1.001 partidelegerede netop afgjort ved partiets konference i Hamborg.

Det blev afgjort i en anden runde-afstemning, idet ingen af de tre kandidater fik flertallet af stemmerne i den første afstemning.

I den første runde fik AKK 450 stemmer, Friedrich Merz fik 392, mens sundhedsminister Jens Spahn fik 157.

I anden runde vandt Kramp-Karrenbauer 517 af stemmerne, mens Merz måtte nøjes med 482 ud af de i alt gyldige 999 stemmer.

Mini-Merkel

Den 56-årige Kramp-Karrenbauer har været udpeget som favorit og bliver den seneste i rækken af partiledere, som siden 1973 tæller Helmut Kohl, Wolfgang Schäuble og Angela Merkel.

AKK har fået tilnavnet "Mini-Merkel", idet hun af mange bliver betragtet som garant for en videreførsel af Merkels politik. Det var da også den nu afgående formand, der i februar udpegede den daværende ministerpræsident i Saarland til CDU’s generalsekretær.

Kramp-Karrenbauer er afholdt i partiet og betragtes som socialkonservativ og på venstrefløjen i partiet, når det gælder den økonomiske politik.

CDU's nye formand, Annegret Kramp-Karrenbauer, gik på scenen og modtog et mange minutter langt bifald fra sine partifæller og havde svært ved at holde tårerne tilbage. (Foto: CLEMENS BILAN © Scanpix)

Den første opgave bliver formentlig at få forenet fløjene i partiet, og den nye formand tog allerede i dag de første skridt, da hun først takkede sine modkandidater for en fair valgkamp og dernæst slog fast, at der findes en plads i partiet til dem begge.

Den nye CDU-formand bliver ikke automatisk kansler, men bliver anset som arvtager til posten, når Merkel træder tilbage og overlader rollen som en af de mest magtfulde politikere i Europa til en anden.

Angela Merkel meldte i oktober ud, at hun ikke agtede at stille op som formand for partiet, hun har været i spidsen for i 18 år, men at hun bliver på posten som kansler.

I sin tale til kongressen fremhævede Merkel, at CDU havde vundet fire nationale valg under hendes ledelse, og hun huskede tilbage på et kriseramt parti, som hun stillede sig i spidsen for i 2000.

- Det er et andet CDU i dag end i 2000, og det er en god ting, lød det fra Merkel, der understregede vigtigheden af at se fremad.

Facebook
Twitter