Merkels første kanslerbesøg i Auschwitz: 'Der findes ikke ord, der kan beskrive vores sorg'

Kansleren har netop sat et trecifret millionbeløb af til at sikre, at koncentrationslejren ikke går i forfald.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel og Polens premierminister Mateusz Morawiecki bliver her vist rundt af museumsdirektør Piotr Cywinski. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

- Jeg er fyldt med dyb skam.

Sådan lød reaktionen fra den tyske forbundskansler Angela Merkel, da hun i dag for første gang i officielt regi besøgte den tyske koncentrationslejr Auschwitz i Polen.

Koncentrationslejren, hvor op mod en million jøder blev dræbt under Anden Verdenskrig.

- At mindes forbrydelserne er et ansvar, som aldrig ender. Det her er uadskilleligt fra vores land. At være bevidst om det ansvar er en del af vores nationale identitet, siger Merkel ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Merkel besøgte koncentrationslejren sammen med den polske premierminister Mateusz Morawiecki.

- Der findes ikke ord, der kan beskrive vores sorg, sagde Merkel blandt andet under en tale direkte til de overlevende fra holocaust, der var mødt op.

Besøget sker i forbindelse med, at det snart er 75 år siden, at fangerne i nazisternes lejr blev befriet.

  • Angela Merkel har været Tysklands forbundskansler i 14 år. Nu har hun for første gang besøgt Auschwitz som tysk leder. (Foto: JOHN MacDougall © Scanpix)
  • Lejren var under Anden Verdenskrig kontrolleret af de tyske nazister med Adolf Hitler i spidsen. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)
  • Merkel udtrykte i en tale dyb skam over, hvad der har fundet sted i Auschwitz. (Foto: ANDRZEJ GRYGIEL © Scanpix)
1 / 3

Verdens største kirkegård

I dag er koncentrationslejren et museum.

Og Merkel har netop med godkendelse fra de tyske delstater afsat knap 450 millioner kroner til Auschwitz-Birkenau-fonden.

Penge, der blandt andet skal gå til at sikre, at museet ikke går i forfald.

Og museumsdirektør Piotr Cywinski bruger følgende formulering, om den verdenskendte koncentrationslejr:

- Auschwitz er et museum, men det er også verdens største kirkegård. At huske det er nøglen til at bygge nutiden og fremtiden, siger museumsdirektør han til Reuters.

Merkel fortalte også under besøget i Auschwitz, at hun er meget opmærksom på den voksende antisemitisme i Tyskland.

I den forbindelse sagde hun blandt andet, at "historien om udryddelseslejrene er nødt til at blive delt".