Meteorolog: Uvejr alene får ikke fly til at styrte

Uvejrsskyer giver turbulens og frost på vingerne. Men det er usandsynligt, at et fly styrter ned på grund af dårligt vejr, siger flyvemeteorolog.

enePassagerflyet, som i går forsvandt, meldte om kraftig turbulens og derefter om tekniske problemer, kort før flyvelederen mistede al kontakt.

Flyvemaskiner kan klare meget

Men uvejr alene får ikke flyvere til at styrte ned, fortæller DRs meteorolog Søren Jacobsen, som er uddannet flyvemeteorolog ved Statens Luftfartsvæsen.

- Jeg tror ikke, det er sandsynligt, at det er vejret, der er årsag til et flystyrt, siger meteorologen.

- Flyvemaskiner i dag er bygget til at klare ganske meget.

Det kan dog give problemer for piloterne, hvis de flyver ind i en tordensky, der blandt andet kan indeholde hagl og lyn. Ved Ækvator ligger de typisk i en højde på 12-15 kilometer.

Is, lyn og turbulens

- Det kan være risikabelt at flyve ind i tordenskyer, eller cumulomnibusskyer, som de bliver kaldt. Det drejer sig typisk om lyn, isninger på vingerne og turbulens, som er kaotisk luft, altså når luften på korte afstande bevæger sig i forskellige retninger, siger Søren Jacobsen.

- Inde i et voldsomt skykompleks kan flyveren miste noget af sin evne til at flyve. Turbulensen gør altså, at den bliver dårligere til at flyve.

Ubehageligt, men ikke farligt

Men selvom det er ubehageligt for passagerene, når flyet ryster, så betyder turbulens ikke, at flyet falder ned.

- Man kan ikke hundrede procent afvise, at der er sket strukturelle skader på flyet på grund af turbulens. Men der er altid flere forskellige faktorer, der spiller ind ved et flystyrt. Vejret kan være én af dem, men jeg tror ikke det er den eneste grund, siger Søren Jacobsen.

Facebook
Twitter