Mette Bock: Hvis ikke vi får sat den rigtige kurs, kan EU bryde sammen

Mød Liberal Alliances spidskandidat til valget til Europa-Parlamentet.

Det bliver Danmarks nuværende kultur- og kirkeminister, Mette Bock, der skal være spidskandidat for Liberal Alliance ved europaparlamentsvalget til maj.

Den i dag 61-årige politiker blev født i Gladsaxe nord for København og er søster til Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, som selv har siddet i Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre.

Mette Bock er kandidat i både statskundskab og filosofi, og hun har tidligere arbejdet i mediebranchen - blandt andet som chefredaktør på JydskeVestkysten og som programdirektør i DR.

Hun har i mange år været aktiv i dansk politik, og op igennem 1990'erne og i begyndelsen af det nuværende årtusinde var hun folketingskandidat for først SF og dernæst De Radikale.

I 2011 blev hun valgt til Folketinget for Liberal Alliance, og udover sin nuværende ministerpost har hun blandt andet været partiets udenrigsordfører.

Liberal Alliance har ingen medlemmer af Europa-Parlamentet i dag.

Mette Bock er i dag Danmarks kultur- og kirkeminister. Nu går hun efter en plads i Europa-Parlamentet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvad bliver det vigtigste, du kommer til at lave i Europa-Parlamentet?

- Det bliver at sikre, at vi stadigvæk har et EU om både fem og ti år. EU står i en kaotisk situation lige nu, og jeg vil gerne være med til at skabe den ro, så vi kan få åbnet et nyt kapitel.

Hvordan har du tænkt dig at gøre det?

- Hvis vi skal op i helikopterperspektivet, vil jeg gerne tage nogle af de nordiske værdier mere tydeligt med til Bruxelles. Vi har en opfattelse af, hvad demokrati og lovgivningssamarbejdet er. Jeg tror, vi kan være en rigtig god stemme i et EU-system, hvor 28 – snart 27 – forskellige lande skal finde ud af at arbejde sammen.

Her kan du møde de andre danske spidskandidater til europaparlamentsvalget:

Du skal placere dig i et parlament med udvalg om alt fra miljø, energi og klima til landbrug. Er der noget særligt, som vil have din fokusinteresse?

- Jeg har tre kodeord for mit virke dernede. Jeg vil koncentrere mig om de udvalg, der beskæftiger sig med fred, frihed og frihandel. Det er i virkeligheden EU’s grundlæggende værdier og det, EU er bygget op på.

- Men frihandlen – det, at vi har et indre marked – er en helt, helt central ting for samarbejde. Her er der nogle udfordringer for øjeblikket, blandt andet med den amerikanske præsident, Donald Trump, der selvom han er republikaner, mærkeligt nok mener, at frihandel ikke er så godt alligevel.

- Vi har også nogle ydre grænser, der ikke er sikre, så det skal vi også se på. Jeg vil gerne sikre, at vi virkelig tager vare på vores indre marked, og at vi også – når vi taler fred og frihed – får sikret de ydre grænser, så der er ro på internt i Europa.

Er den frie handel, der er blevet opbygget og udbygget igennem årtier, under pres?

- Det mener jeg, den er. Der er aftaler, der er kommet under pres, efter at vi har fået flygtninge og de store migrantstrømme. Grænserne er begyndt at lukke lidt til igen, og i mange lande begynder man at tænke mere nationalistisk.

- Det er en forkert vej at gå for EU-samarbejdet.

Du er liberal. I Europa-Parlamentet er både Venstre og De Radikale med i den liberale Alde-gruppe. Hvad får vælgerne ved at stemme på en fra Liberal Alliance fremfor andre liberale danske?

- Jeg er først og fremmest liberal og ikke konservativ, nationalkonservativ eller socialist. Og Alde er en meget bred gruppe.

- Nu skal jeg ikke tale for de andre, men for mit eget vedkommende vil jeg have en kritisk og konstruktiv tilgang til EU-samarbejdet. Der er simpelthen noget, vi bliver nødt til at gøre mindre, mens der er andre områder, hvor vi må gøre mere.

Hvor skal man gøre mindre?

- Der er pres på for, at EU-budgetterne bliver større, til trods for at vi snart mister en stor bidragsyder som Storbritannien. Det er den forkerte vej at gå.

- Budgetterne skal være mindre, og så er der noget, som medlemsstaterne selv skal tage sig af, så EU kan koncentrere sig om det grænseoverskridende samarbejde.

Er der noget, der gør dette valg anderledes end tidligere valg?

- Det er der absolut. For mig at se er det her et skæbnevalg for EU. Hvis ikke vi får truffet de rigtige beslutninger og sat den rigtige kurs, så er EU faktisk i risiko for at bryde sammen. Det vil være en katastrofe for Europa, men sandelig også for Danmark.

Hvad bringer det under pres?

- Dels er der brexit. Storbritannien har været en meget vigtig samarbejdspartner for Danmark, for på det lange stræk tænker briterne på samme måde som os.

- Vi har en præsident Trump, der har vendt ryggen til Europa. Vi har sydeuropæiske økonomier, der er under stærkt pres. Vi har østeuropæiske medlemslande, som faktisk knækker helt fundamentale frihedsrettigheder i deres lande. Vi har en russisk præsident Putin, der rasler med sablen.

- Hele vejen rundt er der altså store udfordringer, og netop i den situation er det vigtigt, at vi holder sammen i EU - og koncentrerer os om de vigtige ting.

Liberal Alliance har ingen politikere i Europa-Parlamentet nu. Men det håber Mette Bock, at hun kan ændre på. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvorfor har du valgt europæisk politik frem for dansk politik?

- Jeg har været europaordfører for Liberal Alliance i Folketinget, og som kulturminister har jeg deltaget i rådsmøder i Bruxelles. Rigtig meget af den danske lovgivning er en del af det rammesæt, som EU sætter. Derfor vil jeg gerne være med til dels at udstikke en ny kurs, dels at sikre, at vi også har et tæt samarbejde i EU om fem-ti år.

- Det betyder også, at der er ting, der skal strammes op på.

Alle Liberal Alliances kandidater til EP-valget:

  1. 1

    Mette Bock (Spidskandidat)

  2. 2

    Anders Burlund

  3. 3

    Bo Ritterbusch

  4. 4

    Mick Keller

  5. 5

    Henrik Boye

  6. 6

    Kenny Olsen

  7. 7

    Betina Strøm Rohde

  8. 8

    Lene Foged

  9. 9

    Rigge Nørmark

  10. 10

    Karen W. Nielsen

  11. 11

    Charlotte Bie

  • Læs mere her.

Facebook
Twitter