Mette F: Behov for mere intelligent grænsekontrol

Justitsminister Mette Frederiksen (S) vil have mere intelligent kontrol ved grænserne efter møde med kolleger.

Justitsminister Mette Frederiksen mener, at vi skal samarbejde på tværs af grænser for at undgå terrorangreb. (Foto: DR © DR)

Der er behov for mere samarbejde på tværs af lande og en mere intelligent kontrol ved grænserne for at dæmme op for fremtidens terrorister.

Det siger justitsminister Mette Frederiksen (S) efter et møde i Paris med justits- og indenrigsministre fra 11 EU-lande, USA og Canada, hvor de diskuterede en skærpet indsats mod terrorister i kølvandet på onsdagens angreb på det franske satireblad Charlie Hebdo.

- Vi har drøftet behovet for at udveksle alle informationer, som efterretningstjenester og politiet har på tværs af landene. Vi har behov for at vide, hvem der rejser på tværs af landene, siger Mette Frederiksen.

- Det er nødvendigt med en mere intelligent kontrol ved grænseovergangene, så vi kan bekæmpe terrorisme, når den flytter sig, fortæller hun.

Parlamentet er nøglen

EU-landene er for længst enedes om, at deres efterretningsmyndigheder skal kunne følge flyrejsende inden for EU gennem et register med oplysninger om blandt andet navne, adresser, rejseruter, bagage og billetkøb.

Men Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg blokerer for de nye regler af frygt for, at de griber for voldsomt ind i borgernes frihedsrettigheder.

- Det er nødvendigt med et kompromis med Europaparlamentet, siger Mette Frederiksen.

I dag udviser vi solidaritet

Justitsministeren skal søndag gå en march i Paris sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt og en lang række af statsledere i sympati med ofrene for terroren i Frankrig.

- Vi er enige om, at bruge dagen på at udvise solidaritet, men også at trække i arbejdstøjet. Vi har bekræftet sammenhold på tværs af grænser mod de mørke kræfter, siger justitsministeren.

/ritzau/