Mette Frederiksen talte F16-træning med Zelenskyj på møde i Moldova

Statsministeren blev også bedt om at forholde sig til rygterne om hende som mulig kandidat til posten som Nato-generalsekretær.

Mette Frederiksen (S) deltog i mødet i Moldova, få dage inden turen går til USA, hvor hun skal mødes med USA's præsident, Joe Biden. Her står hun med Moldovas præsident, Maia Sandu. (Foto: © Vadim Ghirda, Associated Press)

Sammen næsten 50 andre stats- og regeringschefer har statsminister Mette Frederiksen (S) i dag været til European Political Community Summit i Moldova.

Her har statsministeren talt med den ukrainske præsident Zelenskyj om træningen af ukrainske F16-piloter, som Danmark sammen med Holland skal stå i spidsen for.

Et vigtigt og svært samarbejde, som hun er glad for, at Danmark har fået ansvaret for, siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen med en række af de andre stats- og regeringschefer, der deltog på mødet. (Foto: © Andreea Alexandru, Associated Press)

- Nu er vi sammen med andre lande begyndt at kigge på, hvordan det praktisk skal fungere: Uddannelsen af piloter, uddannelsen af de medarbejdere, der skal vedligeholde flyene, men også, hvordan infrastrukturen i Ukraine kommer til at fungere på et tidspunkt sagde statsministeren.

Også Polen har meldt sig på banen i forhold til at hjælpe med træningen af ukrainske F16-piloter.

'Jeg kan godt mærke, rygterne fylder'

Mette Frederiksen blev også bedt om at forholde sig til kommentarerne fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), i forhold til rygterne om Mette Frederiksen som en kandidat til posten som Nato-generalsekretær.

Her sagde Lars Løkke blandt andet til TV2, at han "ville gøre sig sine overvejelser", da man fornyligt har startet et regeringssamarbejde, hvor Mette Frederiksen spiller en hovedrolle.

- Jeg kan jo godt mærke, at det fylder en lille smule i de danske medier med de her rygter, sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

- Men jeg ser det som et udtryk for, at Lars Løkke Rasmussen er glad for det regeringssamarbejde, vi har, og jeg ser det også som en fortsat opbakning til samarbejdet. Og det er jeg glad for, sagde Mette Frederiksen.

Moldovas præsident Maia Sandu til højre sammen med statsminister Mette Frederiksen. (Foto: © Daniel Mihailescu, Ritzau Scanpix)

Hun tilføjede, at det står "enhver frit for at forholde sig til rygterne".

- Jeg tror ikke, at jeg kan gøre noget ved, at denne her diskussion er i gang. Jeg passer mit arbejde som statsminister, og det har jeg tænkt mig at blive ved med at gøre, sagde statsministeren.

Derudover blev urolighederne i Kosovo vendt, og så fortalte Mette Frederiksen, at det havde en stor symbolsk betydning for Moldova, at mødet i dag blev holdt i netop Moldova.

- Moldova bliver presset meget af Rusland og er en skrøbelig del af Europa. Så det betyder rigtig meget for dem, landets præsident og sammenhørigheden med resten af Europa, at vi alle sammen er her i dag. Det var vigtigt i sig selv, sagde hun.