Mexicansk journalist myrdet af narkokartel: Jeg er ikke bange, for I kan ikke dræbe mig to gange

Mexico er verdens farligste land for journalister. Og nu vækker ny teknologi døde journalister og deres budskaber til live igen.

(Foto: JAVIER VERDIN © AFP or licensors)

Mange mexicanere kendte Javier Valdez på stråhatten. Han bar den altid. Også en varm forårsdag for fire år siden, da han skulle hjem til frokost fra avisen, hvor han arbejdede i Sinaloa ved stillehavskysten. Han satte sig ind i sin bil og begyndte den sædvanlige tur hjem.

Men han nåede ikke længere end rundt om hjørnet. En bil kørte ind foran ham og tvang ham til at standse.

- Det var en forfærdelig dag. Javier ringede og spurgte, om jeg lavede frokost. Jeg sagde nej, fordi vi havde rester fra dagen før, som vi kunne spise. Det var sidste gang, vi talte sammen, fortæller Griselda Triana.

Griselda er Javier Valdez' enke. I dag bor hun skjult i Mexico City langt fra Sinaloa, hvor de to blev gift og fik to børn. Hun har lavet hvide bønner og kød i mole, en mexicansk sauce.

Griselda Triana og Javier Valdez levede sammen i Sinaloa ved Stillehavskysten. I dag bor Griselda alene i Mexico City, i skjul fra hjembyens narkokartel. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

På computeren foran hende kører en video med manden. Han har en lyserød skjorte og stråhatten på.

- Jeg er Javier Valdez, lyder det fra den dårlige computerhøjtaler. Den 15. maj 2017 blev jeg myrdet af nogen, der ikke kunne lide, hvad jeg skrev. Alligevel taler jeg til jer i dag.

- Jeg blev kontaktet af en organisation, der hjælper journalister i Mexico, fortæller Griselda, Dem, der bliver truet, og de dræbtes familier. Jeg besluttede at sige ja til at være med til at lave videoen, fordi jeg godt kunne lide ideen om at lade Javier tale igen. Jeg lånte dem Javiers hat.

Her kan du se et kort klip fra deep fake-videoen med Javier Valdez. Du kan også se videoen i dens fulde længde på Youtube.

På væggen ved spisebordet hænger der billeder af familien. Sønnen og datteren med deres forældre på ferier og til fester. Hun har tændt stearinlys på en kommode under billederne.

Det var vores liv, siger hun og fortæller så videre om dagen for fire år siden.

Kort efter den sidste samtale med manden ringede telefonen igen. Denne gang var det redaktøren på avisen. Med gråd i stemmen fortalte han, at Javier var blevet angrebet, og at hun skulle skynde sig at komme.

- Jeg troede jo, at når jeg kom til stedet, så ville jeg se Javier få behandling i en ambulance. Men sådan var det ikke. Der var ingen ambulance. I stedet for var området afspærret med gul tape, han var dækket af et blåt tæppe, og hans hat lå på jorden.

Javier Valdez ligger på gaden, hvor han blev skudt og dræbt af Sinaloa-narkokartellet, den 15. maj 2017, i byen Culiacan i Sinaloa-delstaten i Mexico. (© (arkivfoto) Scanpix)

En ynkelig gangster

Javiers Valdez sidste artikel handlede om lederne af Mexicos mest magtfulde narkokartel, Sinaloa-kartellet. Javier beskrev en af dem som en ”ynkelig gangster”.

Det var den ”ynkelige gangster”, der som hævn betalte de to lejemordere, der kørte deres bil ind foran Javier Valdez. De beordrede ham ud af bilen, ned på knæ. Så dræbte de ham med 12 skud.

- Jeg tror, jeg var i chok, da jeg stod der. Det eneste, jeg kunne tænke på, var mine børn, siger hun langsomt og stille og får tårer i øjnene. Hvordan skulle jeg dog fortælle dem, at nogen havde dræbt deres far?

Bruger de døde, for ikke at bringe de levende i fare

Mordet på Javier Valdez er langt fra enestående.

Mexicanske narkokarteller og bander har nærmest tradition for at true og myrde journalister. Men i takt med, at krigen mellem kartellerne de seneste år er eskaleret med titusinder af ofre hvert år, så er angreb på journalister også taget til.

I år er ni journalister myrdet, femten er savnet, og menneskeretsorganisationer kalder nu Mexico for det farligste land i verden for journalister.

- Vi lavede videoen med Javier Valdez for at få politikerne til at stoppe drab og trusler. Og for ikke at bringe flere journalister i fare ved at eksponere dem, fik vi ideen at bruge journalister, der allerede er blevet myrdet.

Sådan fortæller Sara Landeros, som er leder Propuesta Civica, organisationen bag videoen. De har brugt Deep Fake teknologi til at skabe levende billeder af en mand, der er død.

Sara Landeros. leder af Propuesta Civica (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

Ingen bliver straffet

På grund af narkokartellernes magt mange steder i Mexico og udbredt korruption bliver kun et ud af 10 mord opklaret. Derfor har Propuesta Civica planlagt at fortsætte deres kampagne med andre myrdede mexicanske journalister

- I Mexico er der praktisk talt ingen, der bliver straffet for mord.

- Vi har besluttet at genoplive journalisternes stemmer og lade dem tale til præsidenten. Politikerne skal stilles til regnskab for ikke at have den politiske vilje til at gøre noget ved problemet, siger Sara Landeros.

Griselda Triana, Javier Valdez' enke. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

Efter mordet på hendes mand, fik Griselda selv trusler og fandt ud af, at hendes telefon blev aflyttet. Derfor har hun besluttet at menneskemyldret i Mexicos hovedstad er det sikreste sted at bo.

Selvom hun ikke tror på, at kartellederen, der gav ordre til at dræbe hendes mand bliver stillet til regnskab, så håber hun på retfærdighed.

- Som det lyder i videoen, så kan Javier ikke blive myrdet to gange. Men på den anden side, hvis retfærdigheden ikke sker fyldest, så er det lidt det samme som at dræbe ham to gange, siger Griselda Triana.

Du kan se meget mere om Javier Valdez og andre som ham i "Horisont: Narkokartellet og stemmen fra graven" på DRTV.

Familie og venner samlet om Javier Valdez' kiste under hans begravelse i maj 2017. På hver sin side af Griselda står parrets to børn. (© Scanpix)
FacebookTwitter