Mexicansk narkobaron er dømt skyldig for forbrydelser

El Chapo er i New York kendt skyldig i alle ti forhold.

"El Chapo" er kendt skyldig i alle ti forhold. (Foto: EDGARD GARRIDO © Scanpix)

Efter mere end tre måneder i retten er den mexicanske narkobaron Joaquin "El Chapo" Guzmán blevet kendt skyldig i ti forhold ved en domstol i New York.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Joaquin Guzman stod anklaget for drab og narkosmugling.

61-årige "El Chapo" blev arresteret i januar 2016, efter han fem måneder tidligere var flygtet fra et fængsel gennem en tunnel.

Mexicaneren var anklaget for at stå bag det berygtede Sinaloa-kartel, der ifølge anklagerne var den største leverandør af narkotika på det amerikanske marked.

- Dette er en sejr for det amerikanske folk, der har lidt så længe, mens Joaquin Guzman tjente milliarder på at transportere gift over vores sydlige grænse, siger distriktsadvokat for New York, Richard P. Donoghue.

Ifølge flere internationale medier kan narkobaronen nu se frem til fængsel på livstid ved strafudmålingen, der er sat til den 25. juni i år.

Kolleger og familie blandt vidner

Siden starten i november har anklageren ladet ikke færre end 56 familiemedlemmer, forretningsforbindelser og undersåtter vidne mod ham.

Det har været narkodistributører i USA, en søn af Chapos mangeårige partner og afløser som leder af kartellet, colombianske kokainproducenter, smuglere, lejemordere, bogholdere og elskerinder.

Stort set alle sidder fængslet i USA. De har formodentlig håbet at samarbejdet med amerikanske anklagemyndigheder om at få spærret deres tidligere chef inde for altid vil skaffe dem en kortere fængselsstraf.

Retssagen mod El Chapo har været omgivet af et stort sikkerhedsopbud.

Facebook
Twitter