Mexico opruster efter USA-valg: Hjælp til immigranter

- Forhold jer i ro, lyder meldingen i første omgang fra den mexicanske regering, som lover hjælp til mexicanere i USA.

Mexicos udenrigsminister, Claudia Ruiz Massieu, står bag 11 nye tiltag, der skal sikre mexicanere i USA. (Foto: EDGARD GARRIDO © Scanpix)

Mexicos regering beder i en erklæring landets medborgere i USA om forholde sig i ro efter det amerikanske præsidentvalg.

Regeringen lancerer samtidig 11 nye tiltag, som vil blive gennemført gennem landets ambassade og 50 konsulater i USA for at forhindre, at mexicanere bliver ofre for 'misbrug og svig'.

Det mexicanske udenrigsministerium har blandt andet oprettet en ny, gratis hotline, hvor mexicanere i udlandet kan fortælle om uheldige hændelser.

Mexicos regering indretter også 'konsulater på hjul' og har taget skridt til at udstede flere pas.

Udenrigsminister Claudia Ruiz Massieu nævnte ikke den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, ved navn, men sagde blot, at Mexico med det nye program vil forberede sig på, hvad der kan ske i februar.

Trump indsættes som præsident 20. januar.

Det anslås, at der opholder sig omkring 11 millioner illegale indvandrere i USA - størstedelen af dem er mexicanere.

/ritzau/

Facebook
Twitter