Mexico slår igen mod Trump: Indfører told på stål, svin og æbler

De nye mexicanske toldsatser kommer som modsvar på de toldsatser, som USA indførte mod Mexico i sidste uge.

Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto (t.v.), og USA's præsident, Donald Trump (t.h.), under G20-mødet i Tyskland sidste sommer. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Mexico indfører nu en told på mellem 15 og 25 procent på stål og landbrugsvarer fra USA.

Det oplyser det mexicanske finansministerium ifølge Reuters.

Udmeldingen kommer efter løfter om, at Mexico ville slå igen over for de toldsatser, som den amerikanske præsident, Donald Trump, har indført over for blandt andet Mexico.

Den amerikanske præsident indførte i sidste uge 25 procent told på stål og 10 procent på aluminium overfor Mexico, Canada og EU.

Både EU og Mexico varslede umiddelbart efter modtræk mod USA's nye toldsatser.

Udover told på stål indfører Mexico også en told på 20 procent på amerikansk svinekød, æbler og kartofler samt en told på mellem 20 og 25 procent på visse typer ost og bourbon.

Samtidig åbner landet for en 350.000 ton toldfri kvote på import af svinekød fra andre lande end USA.

På EU's liste over amerikanske varer, der kan blive ramt af forhøjede toldsatser, er blandt andet Harley Davidson-motorcykler, tranebær, appelsinjuice, tobak og bourbon.

Facebook
Twitter