Dagbog fra valget: Republikanere og demokrater sidder hver for sig på Vatavuk's Diner

'Jeg har aldrig oplevet nationen så splittet som nu,' skriver Steffen Gram fra Pennsylvania.

Vavatuk’s Diner i Johnstown, Pennsylvania. (Foto: Jakob Vinde Larsen © dr)

Den gryende sols lilla strejf lå ude over bjergene. Trafikken ud af Pittsburgh var håbløs allerede lidt over seks. Og endnu værre ind mod byen. Pittsburgh er lidt lige som Boston - skæv og med krogede og ulogiske gader. Næsten europæisk. Og så summede Michael Leber’s ord fra interviewet dagen før i mit hoved.

- Før Obama var jeg demokrat, havde den 66-årige Michael sagt.

- Jeg stemte på Hillary under primærvalget. Så gik jeg hjem og vaskede mine hænder. Så meldte jeg mig ind i det republikanske parti, sagde den tidligere bygningsarbejder.

Og så var han blevet formand for Republikanerne i den lille flække, der - ironisk nok - hedder Clinton på den anden side Pittsburghs Internationale Lufthavn. Og nu var Demokraterne roden til alt ondt - svigtede forfatningen, skabte splittelsen i det amerikanske samfund.

Æg, bacon og elendig kaffe

Nu havde jeg skrabet isen af bilens forrude, havde stuvet bagagen og teknisk udstyr til tre ugers valgdækning i Chevrolet'ens bagagerum og var på vej mod øst med min kollega Jakob Vinde Larsen - gennem Pennsylvania, en af de politisk mest dramatiske stater i USA. Staten, Hillary og Demokraterne tog for givet - og tabte.

Vi var på vej mod Johnstown, en fed lille by, hvor de gamle industrier lå plastret til langs floden - stål, kul, tung industri og masser af arbejdspladser. Det var dengang, for længe siden. Jeg var sidst i Johnstown under valgkampen i 2008, da Chelsea Clinton holdt en datters tale for sin mor i byparken.

Nu styrede vi efter Vatavuk’s Diner. Hverken mere eller mindre. Hvad er bedre end en diner en kold oktobermorgen i Pennsylvania? Æg, bacon, hash browns - en slags kartoffelpandekage - og den heftige majsgrød grits - for de, der kan tåle den slags. Og så den tynde, elendige kaffe - den kaffe, der ude i small-town-Amerika har overlevet Starbuck’s og barristaernes elitære angreb på dårlig amerikansk kaffe.

Steffen Gram tager en tår tynd kaffe på ​Vatavuk's Diner. (Foto: Jakob Vinde Larsen © dr)

Christine tog i mod med et kanon-smil. Menuen kom. Og den tynde kaffe. Sidste år havde hun været i Europa, fortalte hun, da vi havde afsløret vores Vikinge-baggrund. Hun havde været på flodcruise ned ad Rhinen: Wien, julemarkeder, Europa, når det er bedst. Og det havde været hendes første rejse uden for USA.

Jakobs uhyrlige morgenmad arriverede - Timmy’s Special. Et enormt Diner-måltid - tilsat sirup til pølserne, skinken og hvad der ellers rejste sig på hans tallerken. Jeg havde været en anelse mere ydmyg - Ed’s Omelet med løg, grøn peber, ost og skinke. Et af den slags måltider, jeg aldrig tør erkende, at jeg længes efter, når salater og DR-kantinens kedsommelighed har taget overhånd. Og det smagte.

Trump sikrer højesteret

Christine fortæller om Johnstown, om at det stadig er svært efter krisen, der kostede tusindvis af arbejdspladser.

- Det er svært for de unge. Der er arbejde som arbejdsmænd, som smede - men de vil hellere have andet arbejde. Arbejde, der ikke er beskidt, ikke hårdt. Og så bliver det svært.

Vi spørger om folk her i hendes Diner taler om politik. Hun trækker på det med et smil.

- De, der kommer tidligt sætter sig derhenne. Jeg ved, at en af dem er demokrat. De andre kommer senere og sætter sig herhen. Men jeg vil ikke sige, at de er ”segregerede”, siger hun og bruger det ord for adskillelse, som man brugte, når sorte blev adskilt fra hvide før - og efter - borgerrettighederne for alvor slog igennem i 60’erne.

- Men…

Diner-gæsten og Trump-tilhængeren Richard. (Foto: Jakob Vinde Larsen © dr)

Richard forbarmer sig over de to journalister fra Europa og udlægger Trump og den politiske situation i det splittede Pennsylvania og USA.

- Jeg er overbevist om, at der vil blive enorme problemer, hvis vi ikke kan beholde en konservativ højesteret. Trump vandt for at sikre den, fordi konservative virkelig ville sikre sig en højesteret, der blev konservativ.

Og så støtter den gamle stålarbejder de sanktioner, der henter arbejdspladser i stålindustrien hjem til USA. Om han vil stemme på Trump og Republikanerne? Selvfølgelig vil han det.

Besøg hos Harley-Davidson

Vi ender med at få taget vores billeder og bliver slået op på Vatavuk’s Facebookside. Så kører vi videre mod øst - til York, til byen og fabrikken, som Donald Trump brugte som trumf på sin mission om ”Amerika First” - Harley-Davidson.

Linda er vores rundviser på fabrikken. Gennem afdelingen hvor man samler de vældige maskiner. Paintshoppen, hvor de bliver lakeret, jeg ved ikke hvor mange gange. Afdelingen, hvor de bliver checket, kontrolleret og efterprøvet.

Og hvor er billederne, spørger du måske. De er der ikke! Linda bad med en stemme, der ikke var til at misforstå, om, at alle telefoner og alt udstyr med bare ansatsen af et batteri blev slukket, pakket bort, helst efterladt udenfor. ”Konkurrenterne”, som hun sagde. Vrøvl! Men der var ikke så meget at gøre, da vi travede efter hende på en snorlige række gennem diverse afdelinger for at få demonstreret denne prægtige motorcykel, der blev sat i verden i 1903.

USA's præsident kigger på Harley-Davidson motorcykler i forbindelse med et møde med selskabets ledelse i Washington i 2017. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

En ting - i dette splittede Amerika - fik hun dog sagt: At Harley-Davidson lukker sin fabrik i Kansas og flytter de omkring 500 arbejdspladser her til York. Det var ikke lige, hvad præsidenten ville høre. Og slet ikke, at Harley-Davidson sender motorcykler som samlesæt til fabrikken i Thailand. Og der bliver de samlet til markederne i Asien og EU. Hvorfor? ”Tariffer”, sagde Linda - den slags told, Trump nu strøer om sig med.

Blomstrende modsætninger

Vi kører i solen i denne herlige stat, Pennsylvania - med sin forskelligartede befolkning, østeuropæere, italienere, russere, tyskere, grækere, briter, irere, skotter - de kommer alle steder fra. Den stat, som Demokraterne tog for givet i årtier. For Demokraterne var loyale over for deres vælgere. De talte arbejdernes sag. De kunne leve med dem, der ville have deres våben.

Men det var før 2016, før Hillary Clinton havde kaldt halvdelen af Trumps tilhængeres for ”deplorables” - de bedrøvelige, de triste, de ynkværdige. Det var også vælgerne i hele det Pennsylvania, vi kørte igennem fra de liberale Pittsburgh i vest til det progressive Philadelphia i øst. Hele den stat, som James Carville, den kampivrige demokratiske strateg, havde karakteriseret sådan: ”Pennsylvania har to liberale højborge - Pittsburgh og Philadelphia. Resten er som Alabama” - en af de mest tilbagestående sydstater.

Og vi pløjer videre, nu mod Bethlehem og Allentown mod nordøst, i vores Chevy Malibu med det overfyldte bagagerum gennem denne stat med sine blomstrende modsætninger. Fedt. Så længe de ikke begynder at slås mod hinanden - de to nationer. Trumps og Demokraternes. For jeg har aldrig oplevet en amerikansk nation så splittet som nu.

Facebook
Twitter