Dansker i USA fangede Trump-overdrivelse på video

- Tusindvis står i kø, men der er ikke mere plads, sagde Trump. Men kameraet afslører de halvtomme haller.

For to år siden var danske Per Toftager Rasmussen i USA, da Donald Trump førte valgkamp mod Hillary Clinton.

Dengang oplevede han første gang, hvordan præsidentvalgets senere vinder bluffede sig til at iscenesætte tilskuerinteressen til et valgmøde større end i virkeligheden.

Derfor var Per Toftager Rasmussen mandag klar med kameraet, da Donald Trump besøgte Cleveland, Ohio, som et led i midtvejsvalget.

- Hans publikum er ligeglade med løgnene. Han har de fremmødte i sin hule hånd, og han er en mester til at forføre kameraerne. De vender sig ikke om, når han fortæller, hvor mange der er mødt frem. Så jeg tænkte, okay det gør jeg denne gang, siger han.

På studietur i USA

Han arbejder for reklamebureauet Hjaltelin Stahl, hvor han har produceret valgkampe for Venstre. Derfor er han nu i USA på studietur for at observere tendenser og strømninger i forbindelse med midtvejsvalget.

Mandag var han til stede i Clevelands gigantiske International Exposition Center, hvis haller er store nok til at rumme Boeing-fly side om side. Fra talerstolen sagde præsident Donald Trump, at der ikke kunne klemmes flere tilskuere ind i de enorme haller.

- Problemet er, at vi ikke har plads til dem herinde. Tusindvis af mennesker udenfor, lyder det blandt andet fra Donald Trump på Per Toftager Rasmussens optagelse.

Masser af ledig plads

Men på optagelsen kan man se, at der fortsat er masser af ledig plads.

- Man kunne sagtens have fundet ledig plads til de folk, der eventuelt gerne ville ind. Kort efter gik jeg udenfor, og der stod heller ingen mennesker i kø. Det var en kæmpe løgn. Dem der ville ind, de kom ind, siger Per Toftager Rasmussen, der senere lagde optagelsen på sin Facebook-profil.

- For to år siden tænkte jeg ‘hold da kæft, sikke en løgn’. Nu ved vi jo, at han omgås sandheden let. Men derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at fange det på kameraet, forklarer han.

Facebook
Twitter