Di Caprio og Brad Pitt i valgvideo: Dette er måske det vigtigste valg nogensinde

De to skuespiller opfordrer alle amerikanere til at stemme ved midtvejsvalget på tirsdag.

De to skuespillere er ikke de første kendisser, der har opfordret til at stemme ved midtvejsvalget. Billede: NowThis

- Dette valg er måske det vigtigste nogensinde i vores levetid.

Sådan lyder sætning nummer to i en ny video, hvor skuespillerne Leonardo Di Caprio og Brad Pitt opfordrer amerikanerne til at stemme ved midtvejsvalget på tirsdag.

Videoen omtaler flere emner, der har været diskuteret undervejs i valgkampen. Der er nemlig meget på spil, siger Leonardo Di Caprio.

- Fra våbenkontrol til immigration, rent vand og luft og hvorvidt millioner af mennesker skal have adgang til sundhedspleje, lyder det.

Seneste kendte i rækken

De verdenskendte skuespillere er langt fra de første kendisser til at promovere tirsdagens midtvejsvalg.

I oktober skabte musikeren Taylor Swift røre, da hun åbent anbefalede sine følgere på det sociale medie Instagram at stemme på en demokrat.

- Tidligere har jeg været tilbageholdende med offentligt at lufte mine politiske holdninger, men på grund af flere begivenheder i mit liv og i verden de sidste to år, føler jeg meget anderledes omkring det nu, skrev hun.

En udmelding, der blandt andet fik USA's præsident, Donald Trump, til at udtale, at han nu kunne lide hendes musik "25 procent mindre."

Ud over Taylor Swift har rapperen Travis Scott, skuespilleren Blake Lively og basketballspilleren LeBron James reklameret for tirsdagens valg.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter