USA's økonomi har en fest - Melanie er bare ikke inviteret

Den fattige halvdel af amerikanerne mærker slet ikke, at der er økonomisk fremgang i landet.

Hvis midtvejsvalget den 6. november udelukkende handlede om de økonomiske fremskridt, stod Donald Trump og republikanerne til en sikker sejr.

Arbejdsløsheden er faldet og amerikanerne har, statistisk set, flere penge mellem hænderne.

"Det er ikke gode tider"

I stater som Tennessee er det et andet billede, der bliver tegnet.

Her bor Melanie Blair.

Hun er enlig mor og deler halvdelen af et hus med en veninde. Det er den eneste måde, hun har råd til at betale huslejen.

Hendes fuldtidsarbejde ved et samlebånd på en bilfabrik indbringer hende ca. 100 kroner i timen - før skat.

Ligesom millioner af andre amerikanere har hun svært ved at fornemme på egen krop, at økonomien i USA brager derudaf.

- Lige nu er det hårdt. Vi har været nødt til at leve af nudler, så slemt har det været. Det er ikke gode tider, siger hun.

Det står i kontrast til de officielle tal, der peger på solid økonomisk vækst i USA.

Melanie Blair er en del af den statistik, der forklarer fremgangen i USA's økonomi. Hun er nemlig i arbejde - og lige nu er arbejdsløsheden det laveste i årevis.

Men hun og resten af den fattige halvdel af amerikanerne har ikke fået flere penge at leve for. Så selvom der er jobs at finde, er det langt fra alle, man rent faktisk kan leve af.

Kun den rigeste halvdel i USA har oplevet en lønstigning i løbet af de sidste mange år.

Mens hun vasker op i sit køkken, kan Melanie Blair heller ikke mærke effekten af de skattelettelser, som Donald Trump og Republikanerne fik vedtaget i slutningen af 2017.

- Dem i Det Hvide Hus tænker kun på sig selv. Det er de rige mod de fattige, siger hun.

Håb for demokrater

I Tennessee, som Trump vandt stort ved præsidentvalget i 2016, giver de barske realiteter demokratiske kandidater som A.J. Holmes blod på tanden til midtvejsvalget.

- Meget af det, vi hører om økonomien, er bare god reklame, siger han.

- Vi oplever ikke noget økonomisk boom. Vi får ikke store lønstigninger. Sådan er virkeligheden herude.

For otte ud af ti amerikanere med et almindeligt job, er virkeligheden, at de ikke har nogen opsparing overhovedet.

Ligesom Melanie Blair kan de kun med nød og næppe betale deres regninger.

- Jeg håber, Gud har en plan for os. For vi er trætte af at kæmpe for at overleve, siger hun.

Facebook
Twitter