Migrantpres ved USA's sydlige grænse er det største i 13 år

Migrantaftale kommer på et tidspunkt, hvor der er allermest pres på USA's grænse mod Mexico.

Over 140.000 migranter blev enten pågrebet eller afvist ved USA's grænse til Mexico i maj måned i år. (Foto: - © Scanpix)

Folk har kun mindre rygsække eller poser med sig. Familier skubber barnevogne med småbørn og babyer foran sig. De større må gå selv.

- Vi kommer fra Honduras, fortæller en ung far med et barn på armen. Det gør vi, fordi livet er svært i Honduras.

Faren er del af en karavane af omkring 500 mennesker fra Honduras, Guatemala og El Salvador. Den bevæger sig af en mexicansk landevej mod grænsen til USA. Ingen i karavanen har visum, og dermed bliver de snart del af det stigende antal personer, der forsøger at rejse ulovligt ind i USA.

Alene i maj blev 132.887 pågrebet ved grænsen. Det er det højeste antal i tretten år, og en af forklaringerne på, at Donald Trump i maj truede med at indføre told på alle varer fra Mexico, hvis ikke landet gjorde mere for at bremse migrantbølgen. En trussel, der nu er endt med en aftale med Mexico om begrænsning af den illegale indvandring.

Hvis udviklingen alligevel fortsætter, bliver 2019 et markant brud med en årrække, hvor den ulovlige indvandring ellers er faldet.

Stigning efter langvarigt fald

For på trods af at præsident Trump har brugt ord som ”invasion” og ”nationale kriser”, så er antallet af pågribelser faktisk faldet generelt siden år 2000 og frem til i år.

Dengang blev mere end 1.6 millioner mennesker stoppet ved grænsen, og generelt set, er det tal faldet indtil 2017, hvor lidt over 300.000 blev tilbageholdt eller sendt tilbage over grænsen.

Men med de seneste måneders markante stigning så kommer 2019 til at ligne årene i starten af årtusindet, hvor der ofte blev pågrebet mere end en million om året på den sydlige grænse.

- Vi står i en absolut nødsituation, udtalte en leder fra de amerikanske grænsemyndigheder forleden.

En centralamerikansk familie, som ønsker at komme til USA, ses her i Tapachula, Mexico. (Foto: Pedro PARDO © Scanpix)

Familier og børn dominerer billedet

Tidligere var størstedelen af migranterne voksne, der kom alene til USA fra Mexico.

Nu er billedet et helt andet: 63 procent af de pågrebne er børn eller familier, der ofte søger asyl. Det lægger stort pres på immigrationsmyndighederne, fordi børn ifølge amerikansk lov ikke bare kan sendes tilbage, men heller ikke må tilbageholdes mere end tyve dage.

Det har skabt mangel på særlige familiecentre, og det resulterer i at tusindvis af familier løslades i USA, mens deres sager bliver behandlet.

Facebook
Twitter