Militæranalytiker om russisk tilbagetrækning: 'De havde allerede tabt slaget om Kyiv'

Den russiske tilbagetrækning øger ukrainernes moral, fortæller DR-korrespondent Matilde Kimer.

Volodymyr Zelenskyj har i et interview åbnet muligheden for, at Ukraine kan blive et neutralt land. (© Scanpix)

I dag er der kommet helt nye toner fra russisk side om krigen i Ukraine.

Rusland har nemlig meldt ud, at man er klar til at nedskalere sine militære aktiviteter i den ukrainske hovedstad, Kyiv, og byen Tjernihiv i den nordlige del af landet.

Det sker for at "styrke den gensidige tillid og skabe de rette forhold for fremtidige forhandlinger og nå det endelige mål om at underskrive en fredsaftale med Ukraine", siger den russiske viceforsvarsminister, Alexander Fomin, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Men det er ikke et budskab, som Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker hos Forsvarsakademiet, køber.

Han mener tværtimod, at Rusland oversælger budskabet, og at de gør en "dyd ud af nødvendighed".

- Jeg tror, det russiske budskab skal ramme det indenrigspolitiske publikum. De prøver at sælge det, som om at det er med vilje, at de trækker sig, og at det ikke er, fordi det går dårligt.

- Men sagen er, at Rusland har tabt slaget om Kyiv. De har de seneste uger prøvet at erobre byen og derefter belejre byen. Det er fejlet, og de er blevet slået helt tilbage.

Her ses et foto fra i dag, den 29. marts, fra frontlinjen i udkanten af Kyiv. På billedet ses et ødelagt russisk militærkøretøj. (Foto: GLEB GARANICH © Scanpix)

Anders Puck Nielsen ser i stedet den russiske udmelding som en måde, hvorpå Rusland kan ændre fokus i krigen. Og dermed fokusere på andre områder.

- Vi er nu der i krigen, hvor det i virkeligheden går drøndårligt for Rusland. De er nødt til at gøre noget anderledes. Nu er der noget, der tyder på, at de fokuserer på det østlige Ukraine. Og det virker umiddelbart som et rationelt valg, så de begynder at få en mere realistisk tilgang til, hvad de kan opnå i Ukraine, mener Anders Puck Nielsen.

Matilde Kimer: Tilbagetræking giver ukrainere øget moral

DR's Ruslands- og Ukrainekorrespondent, Matilde Kimer, befinder sig i disse dage i byen Kharkiv i det østlige Ukraine.

Og med ukrainske briller har dagens udmelding om Ruslands tilbagetrækning fra hovedstaden, Kiev, stor betydning.

- Det er ikke kun militærstrategisk, at det er godt for den ukrainske side, at russerne trækker sig væk - det handler også om den kampmoral, det giver at have presset russerne væk.

- Men man skal passe på med at være alt for optimistisk på ukrainernes vegne. Russerne har ikke sagt, at man trækker de russiske soldater hjem, man flytter dem bare et andet sted hen, siger hun.

Matilde Kimer fortæller, at russernes forklaring om, at årsagen til tilbagetrækningen skyldes de igangværende forhandlinger mellem parterne, ikke er noget, man tror synderligt meget på i Ukraine.

- I Ukraine er der en meget klar selvforståelse af - både blandt civile og militæret - at man har evnet at udnytte de russiske svagheder, og at man har været dygtig militært til at slå dem tilbage.

- Man mener, at grunden til, at russerne nu trækker sig tilbage, er, at de har lidt så store tab i den nordlige del af Ukraine. Ikke, at det skyldes russisk venlighed i forhold til forhandlingerne.

Positive toner fra forhandlingerne

Dagens russiske udmelding om tilbagetrækning kom samme dag, som der har været forhandlinger mellem repræsentanter fra Rusland og Ukraine. Forhandlinger, der er foregået i Istanbul i Tyrkiet.

Forhandlingerne er angiveligt gået så godt, at både en russisk og en ukrainsk forhandler mener, at et møde mellem de to landes præsidenter er en mulighed. Dog er sådan et møde endnu ikke sat i kalenderen.

Ved forhandlingerne har den ukrainske delegation tilbudt, at de vil gå med til en neutral status, hvis de til gengæld får sikkerhedsgarantier.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, åbnede dagens forhandlinger mellem repræsentanter fra Rusland og Ukraine, som foregik i storbyen Istanbul. (Foto: MURAT CETIN MUHURDAR © Scanpix)

Det vil betyde, at Ukraine ikke vil tilslutte sig nogle militæralliancer, som eksempelvis Nato, og ikke vil lægge land til udenlandske militærbaser.

Jens Worning, der er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og nuværende udenrigspolitisk kommentator hos Kristeligt Dagblad, bider mærke i, at russerne har oprustet på forhandlingsfronten.

- Der er tale om et mindre gennembrud i de forhandlinger, som har foregået, næsten siden krigen begyndte. På russisk side kan man se, at de har oprustet. Det er folk, som har Putins øre, der sidder ved forhandlingsbordet. Det var det ikke i begyndelsen.

Men der er stadig ved lang vej igen, for der er svære forhandlinger forude, tilføjer Jens Worning.

- Et lille gennembrud skal vi ikke lade os blæse bagover af, for det er virkelig komplicerede forhandlinger, vi har her, siger han fortsætter:

- Specielt når det handler om at skabe Ukraine som en neutral stat. På lang sigt er det ikke en realistisk mulighed. Men det lange sigte er ikke vigtigt lige nu. Kan man lave en aftale, som både Rusland og Ukraine er tilfredse med de næste fem-ti år, vil det være et fantastisk fremskridt.